Artikel top billede

Derfor kan denne sorte boks rumme fremtiden for YouSee

ComputerViews: Den nye YouSee-boks er det måske bedste bud på, hvad YouSee skal være for et selskab i fremtiden. Forstå potentialet her.

ComputerViews: Det handler ikke om boksen.

Det budskab leverede YouSee flere gange torsdag, da selskabet ellers netop fremviste ... en boks.

Den egentlige nyhed med de store perspektiver er nemlig ikke den lille sorte sag, lod YouSee forstå. Læs mere om YouSee-boksen her.

I stedet handler det om de ting, YouSee-boksen gør - og vil komme til at gøre på sigt.

Perspektiverne i den nye YouSee-boks, der kommer i handlen fra på mandag, er da også ganske store.

For kunderne, ja - men i høj grad også for YouSee selv, der som alle andre tv-leverandør forsøger at ruste sig til en helt ny tv-tidsalder.

Flere mangler fra starten

Ser man på boksen isoleret set, er der dog tale om en middelmådig lancering.

Man kan på positivsiden eksempelvis fremhæve en harddisk på en terabyte, otte indbyggede tv-tunere og et flot og moderne design.

Omvendt kan det også fremhæves på negativsiden, at der ikke er 4K-understøttelse, at der mangler en integration til de mobile enheder, og at boksen fra fødslen mangler noget så banalt som tekst-tv og adgang til Netflix.

Læs også: YouSee lancerer ny tv-boks - vil have dig til at betale 30 kroner ekstra om måneden

Men tilbage til det med perspektiverne, for det er her, at det bliver interessant.

Den nye YouSee-boks er i virkeligheden en lille computer, der for fremtiden kan blive YouSee-kundernes indgang til alt fra flow-tv til arkivoptagelser, filmleje og streaming-tjenester.

Den Linux-baserede maskine har 16 GB RAM og kommer til at modtage opdateringer fra YouSee hver sjette måned.

Det betyder i princippet, at det først og fremmest er YouSees egen kreativitet og programmør-power, der vil komme til at sætte begrænsningerne.

Boksen i sig selv står klar ude i stuerne til at modtage de fede features - hvis YouSee altså sender dem afsted fra Teglholmen i København.

Det kan du bruge boksen til

Men lad os lige se på, hvad kalorius egentlig kan bruges til fra fødslen:

Med den nye YouSee-boks kan du optage de udsendelser, du ønsker - og opbevare dem på ubestemt tid på den indbyggede harddisk.

Selv de udsendelser, du ikke optager, lagrer TDC for dig i et midlertidig arkiv (op til en måned), så du kan streame udsendelserne tidsforskudt.

Boksen har en moderne brugergrænseflade, der umiddelbart reagerer hurtigt og er lækkert og logisk designet.

Læs også: Fra TDC til Yousee: Det handler TDC's opsigtsvækkende navneskifte egentlig om

Med den tilhørende fjernbetjening er navigationen let og intuitiv, uanset om du går efter at se en direkte udsendelse, en serie fra harddisken - eller hvis du vil leje en film fra eksempelvis C More eller nuppe endnu et afsnit af Game of Thrones på HBO Nordic.

Netflix ventes også at blive integreret i boksen inden for en overskuelig fremtid.

Dermed kan YouSees boks potentielt udvikle sig til en form for hub for ikke bare det traditionelle kabel-tv-univers, men også diverse streaming-tjenester - og alle mulige andre digitale tjenester.

Mange muligheder i boksen - men kommer funktionerne?

Det er især i forhold til det sidste, at den nye YouSee-boks lader meget tilbage at ønske. 

Hvorfor har YouSee eksempelvis ikke gjort det muligt, at de optagede udsendelser og arkivudsendelserne kan tilgås fra andre enheder som smartphones og tablets?

Hvad med at gøre det muligt at tilgå eksempelvis Flickr fra boksen, så man kan se alle de digitale billeder på den lækre skærm? Eller måske direkte adgang til Spotify, Flipboard eller andre digitale tjenester?

Og kunne man forestille sig muligheden for stemmestyring, så man eksempelvis fra køkkenet kan bede YouSee-boksen finde en YouTube-video med en guide til hjemmelavet bearnaisesauce?

Og hvornår kommer muligheden for, at man ganske enkelt kan vælge tv-kanaler til og fra via boksen fra måned til måned?

Men er det nok?

Godt nok. Det er altid let at drømme digitale drømme, og ting tar' som bekendt tid og er aldrig helt så ligetil, som det måske ser ud til udefra.

Der er dog også en række andre men'er ved YouSee-boksen. 
For det første koster det 30 kroner om måneden oven i den almindelige kabel-tv-pris at have boksen stående.

Har man eksempelvis fire fjernsyn i husstanden, der alle skal kobles på, ryger prisen op på 99 kroner ekstra om måneden.

Det er ikke ualmindeligt, at tv-leverandørerne tager et månedligt beløb for en tv-boks - og faktisk koster den gammeldags YouSee-boks 99 kroner om måneden i dag.

Men som YouSee selv fremhævede flere gange torsdag under præsentation, så er tv-markedet ved at ændre sig markant, og derfor er der behov for helt nye tiltag fra YouSees side.

Set i det lys kan man måske undre sig over, at YouSee ikke benytter lejligheden til ganske enkelt at gøre den (potentielt) super smarte boks til en integreret del af det univers, man som YouSee-kunde køber sig adgang til.

Altså uden at hæve prisen med 30 kroner om måneden eller 360 kroner om året.

Hvorfor ikke bare Chromecaste?

Samtidig rejser sig et andet spørgsmål: Hvad er det helt præcis, som boksen giver adgang til af ekstra tjenester, som eksempelvis en Chromecast, Apple TV eller et godt Smart TV ikke kan klare?

Det drejer sig først og fremmest om muligheden for at optage udsendelser og for at tilgå de tidsforskudte udsendelser via TDC's arkiv.

Vi sidder tilbage med en følelse af, at den nye YouSee-boks i princippet kan være svaret på, hvad YouSee skal være for et selskab i fremtiden.

Den rummer en masse muligheder for både at fastholde eksisterende kunder og måske sågar kapre nye. 

Men potentialet er ikke indfriet, når boksen er klar til lancering på mandag.

Det hjælper heller ikke, hvis TDC efter de første seks uger kommer med en opdatering, så der også er tekst-tv og Netflix. Der skal mere til. En hel del faktisk.

De mulige kunder

YouSee gjorde under fremvisningen meget ud af at fortælle, at det afgørende punkt i dag - og det, der differentierer den ene leverandør fra den anden - er den gode brugeroplevelse.

Det har YouSee fuldstændig ret i.

Det er så også derfor, man har en glimrende brugeroplevelse på både Apple TV og Chromecast i dag, ligesom mange Smart TV-leverandører begynder at knække koden til den gode brugeroplevelse.  

Læs også: YouSee lancerer ny tv-boks - vil have dig til at betale 30 kroner ekstra om måneden

YouSee-boksen har dog den fordel, at den (i teorien) kan være udgangspunktet for alt, du bruger dit fjernsyn til. Et Apple TV kan eksempelvis ikke levere dine tv-kanaler, det kan YouSees boks. 

Omvendt kan et Apple TV i dag eksempelvis give dig adgang til dine billeder fra iPhonen. Det kan en YouSee-boks ikke. 

Vi ser derfor først og fremmest to kundegrupper til den nye YouSee-boks:

1) Alle de kunder, der i dag har den gamle YouSee-boks.

2) De YouSee-kunder, der drømmer om at kunne optage tv-udsendelser og se udsendelser tidsforskudt. Og som ønsker en nem og overskuelig løsning - og vil betale 360 kroner om året for det.

Men hvad mener du? Giv dit besyv med i debatten herunder?

Læs også:

YouSee lancerer ny tv-boks - vil have dig til at betale 30 kroner ekstra om måneden

Fra TDC til Yousee: Det handler TDC's opsigtsvækkende navneskifte egentlig om