Webbyen.dk solgt for fem millioner kroner

De 10 investorer bag det danske webhotel Webbyen har solgt selskabet bag, Interdania. Køber er Erik Andersen, der i forvejen driver hosting-firmaerne Webhosting og Danbbs. Handlen betyder et farvel til Webbyens administrerende direktør, Jimmi Meilstrup. Kun to ansatte bliver tilbage i Webbyen.

Erik Andersen, der i forvejen driver flere hosting-selskaber, har overtaget webhotellet Webbyen.dk for knap fem millioner kroner.

Webbyen indeholder over en halv million websider, men trods brugermæssig succes har selskabet bag, Interdania, kørt med underskud i flere år.

Senest blev det til et underskud på en halv million kroner i det regnskabsår, der sluttede ved udgangen af april. De økonomiske tab fik allerede i 2002 selskabet til at indføre brugerbetaling på en række produkter.

Vil spare sig til overskud

De underskud regner den nye ejer med at rette op på i løbet af kort tid.

Han driver i forvejen hosting-selskaberne Webhosting og Danbbs, og han vil skabe overskud i Webbyen ved først og fremmest at skære ned på udgifterne.

- Jeg kører et koncept med lav administration, og jeg har været nødt til at fyre nogle folk. Jeg har mine egne folk, der skal programmere og udføre support, siger Erik Andersen.

Det betyder, at direktør Jimmi Meilstrup forlader Webbyen.

Der bliver således kun to ansatte tilbage i Webbyen, mens Erik Andersens seks andre ansatte i Danmark skal tage sig af de overskydende opgaver.

Indfrier gæld

Prisen på Webbyen er nået op på næsten fem millioner kroner, fordi Erik Andersen ud over at skulle betale 3,3 millioner kroner for aktiekapitalen også skulle indfri gæld for over 1,6 millioner kroner.

Sælger er en gruppe på 10 investorer, deriblandt Bent Balsby, der er administrerende direktør for den succesrige danske systemintegrator, Netdesign.

Han er næstformand for bestyrelsen i Interdania, der står bag Webbyen, og han fortæller, at det er en enig aktionærkreds, der står bag salget.

- Den primære grund er, at køberen forventes at kunne tilføre selskabet nogle ressourcer og har kontakter inden for det forretningsområde, som Interdania beskæftiger sig med, siger Bent Balsby.

Stor reklameværdi

For Erik Andersen giver Webbyen kontakt til en stor gruppe af brugere. En kontakt, der kan bruges til at reklamere for de andre tjenester, han tilbyder i Danmark.

- Webbyen er en succes - ikke økonomisk, men på den måde, at der kommer mellem 600 og 800 nye brugere hver dag. Der er stor reklameværdi i det, og jeg vil udvide med køb, salg, bytte og den slags tjenester, siger Erik Andersen.

Samtidig vil han investere i nyt udstyr, fordi han mener, at nyindkøb af hardware har været underprioriteret i selskabet.

Erik Andersen er sideløbende med sine danske aktiviteter direktør for engelske Uk2net, der ifølge hans udsagn er en af de største webhotel-udbydere i Europa. Den post har han siddet på, siden han i 2002 erstattede vennen Bo Bendtsen, der stiftede det engelske webhotel og stadig ejer en stor del af det.

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    Jakob Dirksen, SVP, Nordic Customer Delivery & Operations hos GlobalConnect, er pr. 1. maj 2026 forfremmet til EVP, Infrastructure Delivery & Operations. Han skal fremover især beskæftige sig med at lede Infrastructure Delivery & Operations, der har til opgave at drive og udvikle fibernetværket på tværs af virksomheden. Forfremmelse

    Jakob Dirksen

    GlobalConnect

    Trafikstyrelsen har pr. 1. maj 2026 ansat Nihad Hodzic som IT og Digitaliseringschef. Han skal især beskæftige sig med med IT-projekter og digital transformation, herunder især det strategiske løft af Trafikstyrelsens digitale niveau. Han kommer fra en stilling som Kontorchef hos Udviklings og Forenklingsstyrelsen. Han er uddannet i statskundskab og har en lederuddannelse fra MIT Sloan, samt en igangværende Master i IT-Ledelse. Han har tidligere beskæftiget sig med IT-udvikling og større projekter på momsområdet, hvor han har ledet et projekt- og udviklingskontor. Nyt job

    Nihad Hodzic

    Trafikstyrelsen

    Guardsix har pr. 1. maj 2026 ansat Louise Sara Baunsgaard som Global Marketing & Communications Director. Hun skal især beskæftige sig med at positionere virksomheden som et europæisk alternativ i en tid, hvor cybersikkerhed i høj grad handler om geopolitik. Hun kommer fra en stilling som Co-Founder og CMO hos Get BOB. Hun er uddannet Ba.ling.merc fra CBS og har desuden en Mini MBA i marketing. Hun har tidligere beskæftiget sig med marketing og kommunikation i ledende nordiske roller hos bl.a. Meta og Nets. Nyt job