En principiel dom fra Vestre Landsret viser, at der kan være langt mellem erstatningskrav og de faktiske erstatninger i sager om piratkopiering af film og musik.
Sagen fandt sin afslutning sidste år og endte med, at en 29-årig mand betalte 75.000 kroner til Foreningen af Danske Videogramdistributører, som i første omgang havde sat sit erstatnings- og vederlagskrav til 6.789.420 kroner.
Den 29-årige blev dømt af Landsretten for at stå bag siden Divxit.dk, hvor knap 3.000 brugere kunne hente undertekster til film og lave lister over de film i formatet Divx, de ville dele med andre.
- Antipiratgruppen opgør sit krav til et godt stykke over seks millioner kroner og landsretten finder, at det ingen hold har i virkeligheden, siger advokat Peter Lind Nielsen, der førte sagen for den 29-årige.
Markedsforstyrrelser
Advokatfirmaet Johan Schlüter, der i dag er advokatkontor for Antipiratgruppen, førte sagen for de danske videodistributører, som mente brugerne i alt havde delt knap 27.000 film til en samlet værdi af 3,34 millioner kroner.
Hertil kom såkaldte markedsforstyrrelser og kontrolomkostninger for et tilsvarende beløb.
Landsretten vurderede dog, at det reelle erstatningsbeløb skulle være 753.000 kroner, men det blev nedsat til 200.000, fordi den anklagede på tidspunktet var arbejdsløs. Et forlig endte med, at han betalte 75.000 kroner.
- De har åbenbart haft enormt store omkostninger, men de kan åbenbart dækkes af 75.000 kroner, hvis de får pengene med det samme. Det er lidt besynderligt, hvis det hænger sådan sammen, siger den 29-årige, hvis identitet kendes af Computerworld.
Allerede i juni 2002 blev der nedlagt fogedforbud mod sitet Divxit.dk, men sagen sluttede først ved Vestre Landsret i september 2004.
Principiel dom
Landsrettens dom er principiel på flere måder.
Først og fremmest nedsatte retten erstatningen fra 753.000 til 200.000 kroner med begrundelse i erstatningslovens paragraf 24, fordi den anklagede var arbejdsløs og ikke fik økonomisk gevinst af sitet.
Dernæst fastsatte landsretten erstatningen for en dvd-film til avancen på 70 kroner, og ikke den gennemsnitlige salgspris på 125 kroner, som antipiraterne havde krævet.
Endeligt godkendte retten princippet om, at ophavsretshaverne kan kræve en erstatning, der er dobbelt så stor som fortjenesten, filmene ville have haft, hvis de var blevet solgt i daglighandelen.
Det sidste punkt vil Peter Lind Nielsen gerne have ændret, men hans klient turde ikke tage risikoen og anke sagen til Højesteret.
- Der har dannet sig en praksis, der hedder, at man tager antallet af numre, ganger med avancen og dobler op, og det irriterer mig voldsomt. Man kan ikke rigtigt gøre noget ved det, før vi får en sag, der kan gå i Højesteret, siger Peter Lind Nielsen.
Større erstatning
Det ville være en risiko at anke den konkrete dom, fordi landsrettens dom allerede var en skærpelse i forhold til dommen i byretten, der i 2003 dømte den anklagede til at betale 120.000 kroner.
Beviserne i sagen bestod af en stor mængde skærmdumps fra sitet samt indholdet på den dømtes computer. Ud fra det vurderede retten, at 20 procent af de oprettede brugere i gennemsnit havde delt 10 film.
Dermed adskiller sagen sig fra den række af erstatningskrav, som Antipiratgruppen sender ud til private danskere. Her er erstatningskravet opgjort efter, hvor mange piratkopierede film- eller musikfiler, de pågældende konkret har ligget inde med.
Computerworld ville gerne have spurgt Antipiratgruppen om det principielle i landsrettens dom og om, hvorfor det oprindelige erstatningskrav var så stort i forhold til det betalte. Men det har ikke været muligt at få en kommentar.
Den 29-årige er i dag ansat i et it-firma.
Sagen er en af tre principielle sager om piratkopiering, som landsretten har taget stilling til.
Vestre Landsret frikendte på grund af tynde beviser i maj 2004 en ung mand fra Skjern, der ellers var blevet dømt til at betale 50.000 kroner ved byretten for piratkopiering af film og musik ved et net-party i Esbjerg.
I juni 2004 blev Rasmus Kjeldgaard ved Østre Landsret dømt til at betale en erstatning på 36.000 kroner, fordi han stillede ophavsretsbeskyttede filer til rådighed for andre ved samme net-party. Procesbevillingsnævnet nægtede at lade den sag gå til Højesteret.
