FDIH uenig i kritik af net-auktioner

Siden offentliggørelsen af Forbrugerombudsmandens rapport om netauktioner, har jeg ventet på, at man forholdt sig kritisk til den i stedet for blot at gengive den som om et orakel havde talt.

Sagen er nemlig, at det ikke står klart, hvad der nærmere ligger i den såkaldte formidlingsregel, hvorefter en handel mellem to private er omfattet af reglen om 14 dages fortrydelsesret, hvis en erhvervsdrivende har medvirket ved salget.

I betænkning 1440 om revision af Forbrugeraftaleloven fremgår det, at den erhvervsdrivende skal have "optrådt aktivt" og ikke blot facilieret salget mellem to private ved at stille en HP til rådighed.

Her er to eksempler på rapportens tvilsomme juridiske slutninger:

1) "Netauktioner" nævnes specifikt i betænkningen som eksempel herpå, men hvad er en netauktion? Er det kun Lauritz eller Gaugain, hvor en erhvervsdrivende vurderer varen eller er det også QXL, hvor den private selv sætter sin vare til salg og betaler et beløb for at benytte sig af sidens faciliteter?

2) Man mener tilsyneladende (kun tilsyneladende, for man går behændigt udenom at eksemplificere), at formidlingsreglen kan anvendes, hvis den erhvervsdrivende "modtager vederlag", idet han herefter anses for at have "deltaget i salgsforhandlingerne".

Så er spørgsmålet, hvornår man "modtager vederlag"; på QXL koster det ca. 50 øre at sætte en vare til salg. Derudover betales et succesgebyr ved salg på 2-6 %.

Nu er internettet jo ikke skabt alene mhp. velgørenhed, og det er naturligt, at der er nogle omkostninger forbundet med at drive en sådan hjemmeside, herunder server, supportfunktion og generel teknisk overvågning.

Spørgsmålet er herefter, om den erhvervsdrivende modtager et egentligt "vederlag", hvis det, der betales, blot er et bidrag til sidens drift, idet man ikke kan have som udgangspunkt, at det er gratis at benytte sig af en HP´s muligheder, ligesom det heller ikke er gratis at være medlem af et politisk parti, da der er driftsomkostninger forbundet med det.

Ved at vælge en sådan i bedste fald indskrænkende, i værste fald forket, fortolkning, sætter Forbrugerombudsmanden en bremseklods i over for privates mulighed for afsætning af varer på internettet og der kan endvidere forudses en del retssager af den simple årsag, at man ikke kan gøre fortrydelsesretten gældende over for QXL, men derimod skal gøre den gældende over for sin handelspartner Jensen i Borris, som mener, at en aftale er en aftale og ikke har tænkt sig at tage sin sofa retur.

Så må man alliere sig med en advokat og udtage stævning mod sælger.

Altså er fortrydelsesretten basalt set i realiteten en nullitet på et sted som QXL, og i stedet for at beskytte forbrugeren ved at indrømme fortrydelsesret, sætter man blår i øjnene på ham, fordi han tror han kan levere varen tilbage.

Det har han i princippet også et juridisk krav på, men kravets gennemførelse i det virkelige liv er så umulig, at han er ringe stillet.

Oplyses man om, at man har returret, er man mere tilbøjelig til at købe en vare, da man "altid kan levere den tilbage", men i det virkelige liv er det en svær proces. Har man ikke returret, er man mere forsigtig med at købe.

Så er det jeg spørger, om Forbrugerombudsmanden her har varetaget forbrugernes interesser? Næppe.

Man har stukket dem blår i øjnene. Mange mennesker tager det for givet, at når der står, at man har returret, kan denne også gennemføres med et blink, men sådan fungerer det virkelige liv ikke.

Derfor: Har den kære Forbrugerombudsmanden v/cand.jur. Tina Pedersen ikke skudt sig selv i foden her, fordi man basalt set har medvirket til at stikke forbrugerne blår i øjnene?

Jeg tror det, og det vil mindske tilliden til Forbrugerombudsmanden som institution, fordi man midt i sin fokus på forbrugerbeskyttelse ift. forbrugeraftaleloven har overset at skæve til, hvordan forbrugeren er stillet i det virkelige liv.