27.000 lovede job skyldes oversættelsesfejl

I sidste uge skrev flere medier fejlagtigt, at en IDC-rapport forventede, at lanceringen af Vista ville betyde 27.000 nye arbejdspladser i Danmark. Tallet, der er helt forkert, skyldes en banal oversættelsesfejl i en pressemeddelelse.

I flere konkurrerende danske medier kunne man i torsdags læse, at Windows Vista vil skabe 27.000 nye danske job, når Microsoft næste år sender styresystemet på markedet.

Konklusionen kommer fra en pressemeddelelse, udsendt at Microsoft, baseret på en rapport fra analysefirmaet IDC.

De 27.000 nye job er dog slet ikke blevet forudsagt i rapporten, hvilket Computerworlds analyse af tallene også viste.

IDC specificerer nemlig ikke, hvor mange nye arbejdspladser analytikerne forventer, at Vista vil skabe i de enkelte lande.

Tallet på 27.000 repræsenterer det antal medarbejdere i Danmark, som på en eller anden vis vil blive involveret i arbejdet med det nye styresystem.

- Jeg blev først opmærksom på problemet, da flere journalister ringede for at spørge, om det virkelig var korrekt, at Windows Vista ville skabe 27.000 nye it-arbejdspladser i Danmark, siger Per Andersen, der er direktør i IDC, Danmark.

Per Andersen havde ifølge eget udsagn slet ikke kendskab til indholdet i Microsofts pressemeddelelse.

- Det er min hollandske kollega, Marcel Warmerdam, der er citeret i pressemeddelelsen. Derfor har den ikke været til godkendelse hos mig eller IDC i Danmark, siger Per Andersen.

Fejl i oversættelsen

IDC i Danmark har således ikke været indblandet i den nu så omtalte pressemeddelelse, men da direktør Per Andersen bliver opmærksom på den forkerte tolkning af rapporten, henvender han sig straks til Microsoft for at få den korrigeret.

- Jeg føler mig ikke misbrugt af Microsoft, men hverken Microsoft eller IDC kan være interesserede i, at rapporten ikke bliver tolket korrekt.

- Derfor har jeg bedt Microsoft om at rette fejlen, fortæller Per Andersen.

Microsoft tager ansvaret

Microsoft i Danmark tager da også ansvaret og skylden for de urigtige oplysninger og fortæller, at hele balladen skyldes en banal oversættelsesfejl.

Kommunikationschefen siger, at rapporten er gennemlæst grundigt og, at der ikke bevidst er manipuleret med tallene.

- Det er meget beklageligt, siger Sara Helweg-Larsen, kommunikationschef i Microsoft Danmark. Der er sket en fejl i forbindelse med oversættelsen af en engelsksproget tekst til dansk.

På Microsofts webside er konklusionen i pressemeddelelsen også blevet ændret til "Over 27.000 danske job, svarende til 18 procent af alle job i den danske it-branche, vil relatere sig til Windows Vista".

Ud over at rette den konkrete mistolkning har IDC bedt Microsoft om at rette henvendelse til de medier, der havde bragt historien med henblik på at få rettet fejlen, hvilket eksempelvis nyhedstjenesten Comon og Børsens Nyhedstjeneste har gjort.

Annonceindlæg fra Academic Work Denmark A/S

Accele­rated learning har løst samfund­skri­tiske udfordringer hos vores nordiske naboer

Med akut mangel på blandt andet IT- og Tech kompetencer er det nødvendigt at gøre op med traditionel uddannelsestænkning.

Navnenyt fra it-Danmark

Comsystem A/S har pr. 15. april 2026 ansat Iver Jakobsen som Technical Key Account Manager. Han skal især beskæftige sig med teknisk løsningssalg. Iver Jakobsen har 25 års erfaring fra TelCo-branchen. Han kommer fra en stilling som Key Account Manager hos E.ON Drive ApS. Han har tidligere beskæftiget sig med rådgivning og løsningssalg. Nyt job

Iver Jakobsen

Comsystem A/S

Mohamed El Haddaoui, er pr. 7. april 2026 ansat hos Dafolo A/S som IT-systemudvikler. Han skal især beskæftige sig med udviklingsopgaver relateret til Brugerklubben SBSYS. Han er nyuddannet datamatiker og har erfaring med udvikling af REST API'er og integreret databaser. Nyt job

Mohamed El Haddaoui

Dafolo A/S

Pinksky ApS har pr. 1. maj 2026 ansat Jeppe Spanggaard, 29 år,  som Rådgivende konsulent, Partner. Han skal især beskæftige sig med Digitalisering med Microsoft-platformen. Han kommer fra en stilling som Microsoft 365 & SharePoint Specialist hos Evobis ApS. Nyt job

Jeppe Spanggaard

Pinksky ApS

Netip A/S har pr. 1. juni 2026 ansat Kristina Svingel Jeppesen som bogholder ved netIP's kontor i Thisted. Hun kommer fra en stilling som Kontorassistent hos DFI Geisler. Nyt job