Der gøres til stadighed forsøg på at begrænse vores muligheder for at kopiere digital musik og video.
Midlet er software, som kaldes for Digital Rights Management (digital rettighedsstyring), DRM.
Utallige varianter skyder frem overalt. Og mennesker over hele kloden hader dem af et godt hjerte.
Vi hader, når vi har købt et stykke musik på Apples iTunes, men ikke kan spille det på andet end Apples maskiner og/eller software.
Beskytter udgiver-rettigheder
Vi hader, når vi handler i en Microsoft-butik, men så alligevel ikke kan spille musikken på vores Zoone-afspiller, fordi den bruger en anden form for DRM.
Problemet er, at DRM beskytter udgivernes rettigheder.
Men DRM bekymrer sig helt tydeligt ikke om vores rettigheder som forbrugere. Vi oplever urimelige restriktioner, og det gør os harme.
I The Guardians løsslupne podcast, Media Talk, sammenlignede en begavet mand DRM med almindelige låse. Og fremhævede, at hvor der er låse, findes der dirke.
De fleste af os kunne godt lære at betjene disse dirke, men vi gør det ikke, for vi har ikke lyst til at bryde ind hos hinanden.
Vi kan ikke lide, at det fungerer
Låse virker. Ikke fordi de er umulige at åbne, men fordi vi gerne vil have dem til at virke.
Men sådan forholder det sig ikke med DRM. Vi vil IKKE have DRM til at virke, sådan som de er skruet sammen i dag. For DRM er ikke fair.
Derfor bruger mennesker over hele verden megen energi på at dirke DRM-programmerne op.
For nylig lykkedes det at dirke en Microsoft-DRM op, som blandt andre tv-stationen Sky anvender.
Det gav stor ballade i medierne – “kan det virkelig lade sig gøre?", lød det.
Men pointen er, at det kan ALTID lade sig gøre. Og det vil fortsat ske, så længe DRM ikke tager hensyn til brugernes rettigheder.
DRM virker først, når vi vil have det til at virke. Præcis som andre låse.
Den virkelige verden
En fair DRM tager udgangspunkt i den fysiske verden.
Her ejer jeg, hvad jeg har købt. Lad os tage eksemplet et kassettebånd eller en VHS-kassette.
Selvfølgelig skal jeg kunne lytte til mit kassettebånd på en hvilken som helst båndafspiller, uanset hvor og hvis den er.
Og selvfølgelig skal jeg kunne forære eller sælge mit brugte videobånd til en anden, hvis jeg har lyst.
Hvis en DRM kan garantere mig disse rettigheder, så kan jeg godt leve med, at producentens rettigheder også bliver beskyttet, sådan at jeg ikke kan kopiere sagerne til andet end mit eget brug.
Og hvordan løser man så det?
Lad det følge brugeren
Her har bloggeren Vishy luftet et ligefremt forslag om at lade rettighederne følge brugeren i stedet for softwaren.
Det kunne være et SIM-agtigt kort, en biometrisk læsning af vores fingeraftryk, en digital signatur eller måske så meget andet, der åbnede for retten til at se filmen eller høre musikken.
Og gerne en fysisk form, der kan overdrages til eksempelvis ungerne eller babysitteren eller gæsterne, hvis man ikke selv er hjemme, når det skal ses video.
Nemt er det måske ikke. Men den hidtidige vej duer i hvert fald ikke. Og vi bruger vore dirke, indtil de fatter det.
Claus Sølvsteen har arbejdet med nye medier siden 1990. Han er indehaver af Danmarks første private e-mail-adresse og partner i rådgivningsfirmaet Peytz & Co.
