Danske it-distributører presset helt i bund

To af de såkaldte broadlinedistributører må snart lade livet, lyder en forudsigelse fra branchen. Der er alt for mange af dem, og de tjener ikke nok.

De danske it-distributører har aldrig været hårdere presset.

Forretningsområder forsvinder, og fortjenesten bliver stadig mindre, men indtil videre holder alle såkaldte broadlinere næsen over vande gennem regionalisering, centrale lagre og konstante effektiviseringer.

Der er nemlig for mange it-distributører herhjemme, og det har der været i mange år, men ingen vil smide håndklædet i ringen.

Priserne presses, og forretningsområder forsvinder, men distributørerne holder stand.

Kerneforretningen holder stand

Ifølge analysehuset IDC klarer de distributører, som holder sig til kerneforretningen, sig bedst.

I branchen hersker der bred enighed om, at der er for mange aktører på det danske marked for it-distribution.

Enigheden har ikke fået nogen til frivilligt at give op, men en enkelt erklærer sig til salg.

– Hvis nogen vil have os, så kan de bare komme. Vi er til salg, siger Ole Mortensen, administrerende direktør for den nordjyske it-distributør, Santech Micro Group (SMG).

Han mener, at der er for mange om buddet i distributionsbranchen, og at konkurrencen er for hård.

– Branchen har ikke råd til at smide så mange millioner ud hvert år. Hele kanalen bliver simpelthen nødt til at gennemgå en konsolidering, konstaterer Ole Mortensen.

Han er ikke meget for at komme med bud på, hvordan en sådan konsolidering kan finde sted, men peger på, at den store finske distributør GNT (nu overtaget af østrigske Also) har et hul i Danmark. GNT overtog tidligere på året SMG-selskaberne i Sverige og Norge, men på grund af uenighed om prisen blev SMG i Danmark ikke købt med.

På kort sigt ser Ole Mortensen, der i parentes bemærket har 16 år på bagen i branchen, ingen ændringer i den måde, hvorpå it-distributørerne driver deres forretninger på.

– På langt sigt tror jeg, at distributørerne i højere grad vil fokusere på detailhandlen og de store kapitalkæder som Bilka, Føtex, Coop, Elgiganten og Computercity, siger SMG-direktøren.

Hverken SMG eller den anden danske distributør Rosenmeier Electronics har store udenlandske pengetanke i ryggen, men Rosenmeier har – i modsætning til SMG – overskud og markant vækst.

– Væksten kommer i høj grad fra brunvare-delen af forretningen (dvd, fjernsyn, hi-fi, højttalere etc., red.), siger Jørn Rosenmeier, administrerende direktør, Rosenmeier Electronics.

Har lagt forretninger sammen

Rosenmeier har gennem de seneste år lagt tre forretninger sammen til ét selskab i et forsøg på at vende forretningen fra at være produktorienteret til i højere grad at være kundeorienteret.

– Derudover var fusionen nødvendig for at opnå stordriftsfordele i et marked, hvor presset på priserne og kravet til volumen er meget stort, siger Jørn Rosenmeier.

Han mener også, at der skal to-tre distributører væk på det danske marked, og at kunderne i fremtiden kræver en fællesnordisk løsning fra distributøren.

– Jeg tror, at fremtiden byder på globale, europæiske og nordiske distributører og derfor arbejder vi også på at kunne tilbyde nordiske løsninger, siger Jørn Rosenmeier.

Også Tech Data vurderer, at der er “alt for mange distributører” herhjemme.

– Alle venter på en konsolidering af distributørmarkedet, ligesom vi har set en konsolidering af forhandlermarkedet, siger Henrik Damgaard, midlertidig administrerende direktør for Tech Data.

Han har nok en god idé om, hvem der går sammen, og hvem der bliver købt op, men det vil han ikke spekulere i “for åben skærm”.

Rollen ændrer sig

Henrik Damgaard ser mange teknologier som for eksempel dvd-afspillere, fjernsyn og entertainmentkonsoller smelte sammen i én enhed med internetopkobling.

– Brancheglidningen mellem brunvarer og de traditionelle it-produkter betyder, at den rolle, vi som distributører udfylder i dag, bliver en anden, siger han.

De store distributører kører alle med centrale lagre i Norden og dag til dag-levering, og centralisering og effektivisering er nøgleord.

– Grundlæggende ændrer virksomheden sig. Vi driver i dag i højere grad en nordisk virksomhed med fælles it-platform, fælles indkøb, fælles logistik og fælles udvikling af vores it-systemer, siger Henrik Damgaard.

Både han og kollegerne giver udtryk for, at forretningen mere og mere drives centralt på de områder, der ikke har med kundekontakt at gøre.

God vind i sejlene

Resultatet er lavere omkostninger og ofte også en højere kvalitet.

Actebis dyrker også den rene distributionsforretning og har god vind i sejlene.

– Vi lever af distributionsforretningen, og vi lever godt, siger Torben Qvist, administrerende direktør for Actebis i Danmark.

Alene på det danske marked er Actebis’ omsætning gået frem med 800 millioner kroner, og Torben Qvist fortæller, at den danske omsætning runder tre milliarder i indeværende regnskabsår.

Også han mener, at antallet af distributører skal bringes ned.

– Det, vi ser nu, er ikke blot indledende, men markante skridt mod en konsolidering. Blandt top seks tror jeg, at der forsvinder to inden for en overskuelig periode, lyder det.

Læses lige nu

    TD SYNNEX Denmark ApS

    Sales Coordinator

    Nordjylland

    Capgemini Danmark A/S

    Microsoft AI Solution Architect

    Københavnsområdet

    JP/Politikens Hus

    Digital Workplace Supporter

    Københavnsområdet

    Navnenyt fra it-Danmark

    Lector ApS har pr. 9. juli 2026 ansat Simeon Dimitrov som IT-konsulent i Lectors TeamShare-gruppe. Han skal især beskæftige sig med cloud og infrastruktur samt design og optimering af Lectors infrastruktur og løsninger. Han kommer fra en stilling som DevOps Engineer hos Kraftvaerk. Han har tidligere beskæftiget sig med Azure og onprem infrastruktur, automatisering, implementering og optimering af cloudløsninger. Nyt job

    Simeon Dimitrov

    Lector ApS

    Den danske eID-virksomhed Idura har pr. 1. april 2026 ansat Kari Lehtimäki som Country Manager. Han skal især beskæftige sig med at styrke kendskabet til Iduras løsninger i Finland samt fremme samarbejdet med økosystemet omkring det finske Trust Network. Han kommer fra en stilling som Salgschef hos Telia Finland. Han er uddannet uddannet civilingeniør (M.Sc. Tech.) og medbringer ledelse, markedsindsigt og praktisk erfaring. Han har tidligere beskæftiget sig med salg og forretningsudvikling inden for Telias trust services-forretning. Nyt job

    Kari Lehtimäki

    Den danske eID-virksomhed Idura

    Renewtech ApS har pr. 1. april 2026 ansat Boris Sudar som Senior IT Specialist. Han skal især beskæftige sig med at sikre, at Renewtech cloudbaseret infrastruktur fortsætter på sit højeste niveau, mens han også skal drive system udvikling. Han kommer fra en stilling som Senior IT Specialist hos Eurowind Energy. Han har tidligere beskæftiget sig med Microsoft 365, Intune og sikker endepunktsstyring for hybrid og cloudbaseret infrastrukturer. Nyt job

    Boris Sudar

    Renewtech ApS