It-iværksættere kan glemme patenter

Patentsystemet er helt uegnet til at dække små it-iværksætteres behov for at sikre rettighederne på deres softwareprodukter.

Patenter er forbeholdt de store virksomheder.

Sådan ser innovationslandskabet reelt ud i dagens Danmark, hvor patenter er så dyre, at det kun er de store virksomheder, der har råd til at eje og overvåge patentrettigheder på deres produkter.

”Man bør gøre noget for de små virksomheder og overveje, om de små virksomheder skal betale noget mindre end de store,” lyder et forslag fra en af Danmarks fremmeste eksperter i patentret, Jens Schovsbo, som er professor i immaterialret ved Københavns Universitet.

Han understreger dog, at det som udgangspunkt bør være dyrt og kompliceret at få et patent, fordi et patent giver eneret på markedet

"Vi lever i en markedsøkonomi med fri konkurrence. Der skal altså noget til, før man kan give folk en eneret,” siger Jens Schovsbo.

Kampen tabt på forhånd

Det er dyrt for de små virksomheder at sætte sig ind i patentreglerne. Det kræver hjælp af jurister med speciale i patentjura. Også her har store virksomheder en klar fordel, da de ofte tæller deres jurister i hobetal.

Og rigtig svært bliver det, når de små virksomheder befinder sig i en situation, hvor de skal håndhæve deres patent.

"Hvis en lille virksomhed opdager, at Microsoft krænker deres patent, hvad gør de så? Det er utroligt svært at gøre noget ved,” siger Jens Schovsbo.

Kampen er tabt, før den er begyndt.

"Hvis du oplever et patentbrud, skal du i gang igen med dyre jurister. Det ender måske med en afgørelse om, at patentet slet ikke er overtrådt. Men så har du brugt så mange penge, at du kan lukke virksomheden. Vi ville ikke have kræfter til at slås med de store, hvis de vader på vores patent," siger Michael Judson, produktansvarlig i den danske softwarevirksomhed HandStep, der for nylig har indgivet sin første patentansøgning på et af sine produkter.

Dyrt at få ret

Til gengæld er det slet ikke sikkert, at de nogensinde opdager, at deres patent bliver krænket.

"Ét er at have ret, noget andet er at få ret. De store har råd til forsvare deres patenter, det har den lille virksomhed som oftest ikke. Den lille virksomhed opdager måske aldrig, at den er blevet krænket," siger Innovationskonsulent Niels Engelhard Nielsen, Teknologisk Institut.

Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) mener, at det er for dyrt og besværligt for især små virksomheder at håndhæve deres rettigheder, hvis deres patent bliver krænket.

"Et effektivt middel til at gøre det lettere, hurtigere og billigere at føre patentsager vil være oprettelsen af en fælles europæisk patentdomstol," siger han.

Ministeren ønsker også at mindske kravet til oversættelse af patenter, som er med til at gøre internationale patenter dyre.

"Jeg har allerede mandat fra Folketinget til at ændre lovgivningen, men hele Europa venter på, at Frankrig ratificerer den såkaldte London-aftale. Hvis de gør det, kan aftalen træde i kraft, og det kommer til at betyde en væsentlig lettelse for de innovative danske virksomheder, som vil arbejde internationalt," siger Bendt Bendtsen.

Patenter skal inspirere

At mange iværksættere opfatter patenter som retten til at forsvare sine produkter og opfindelser, er ifølge Henrik Herlau, lektor på Handelshøjskolen i København og leder af Center for Innovation og Entrepreneurship, ikke den rette måde at anskue den sande værdi af patenter.

Ud over at kalde patenter for “en guds gave, som fanden har skabt,” ser han patentlitteraturen primært som en god inspirationskilde.

“Patenter er muligheden for at orientere sig. Mange danske iværksættere forsømmer at undersøge patentlitteraturens databaser. Hvis de gjorde det, ville de vide, hvad der allerede var opfundet. Samtidig kan de blive inspireret af andres patenter,” siger han.

“Det stærkeste patent er offentliggørelse. Men de hurtige og dygtige it-virksomheder behøver ikke at patentere,” siger Henrik Herlau.

De små, dygtige virksomheder skal i stedet overveje, om et patent er pengene værd, eller om de skal bruge kræfterne på at udvikle hurtigere eller på at markedsføre sig.

“Patentsystemet egner sig nok ikke til softwarebranchen, hvor det hele går så hurtigt. Man skal anlægge en forretningsmæssig betragtning, og spørge sig selv, om 100.000 kroner ikke er givet bedre ud på at deltage på Cebit-messen og få solgt sine produkter, end på en patentansøgning. I mange tilfælde er patenter ikke den bedste måde at bruge sine penge på,” siger Niels Engelhard Nielsen.

Vælger den lille virksomhed alligevel patentet, skal det være en del af en klar forretningsstrategi.

“Man skal tage et patent for at bruge det til noget. Ellers ikke. Men hvis man kan basere sin virksomhed på at løbe hurtigere end konkurrenterne, så skal man da gøre det,” siger Jens Schovsbo.

Læs mere i avisen Computerworld

Navnenyt fra it-Danmark

Renewtech ApS har pr. 15. marts 2026 ansat Jouni Salo som Account Manager for Sverige. Han skal især beskæftige sig med med at styrke Renewtechs nordiske tilstedeværelse med fokus primært på det svenske marked. Han kommer fra en stilling som Key Account Manager hos GoGift. Han har tidligere beskæftiget sig med udvikling af salgsaktiviter og kunderelationer på tværs af flere markeder. Nyt job

Jouni Salo

Renewtech ApS

Markus Dalsgaard Sisseck, Business Developer hos Martinsen Rådgivning & Revision, har pr. 21. januar 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i organisation på Aalborg Universitet via It-vest-samarbejdet. Færdiggjort uddannelse

Markus Dalsgaard Sisseck

Martinsen Rådgivning & Revision

Mikkel Hjortlund-Fernández, Service Manager hos Terma Group, har pr. 26. januar 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i organisation på Aarhus Universitet via It-vest. Foto: Per Bille. Færdiggjort uddannelse
Renewtech ApS har pr. 1. februar 2026 ansat Mads Linné Kaasgaard, 31 år,  som Marketing Specialist. Han skal især beskæftige sig med med at løfte Renewtechs brand og kommunikation yderligere ud globalt. Han kommer fra en stilling som Marketing Manager hos Induflex A/S. Han er uddannet fra Aalborg Universitet og har en Cand. Merc. i Sprog & International Virksomhedskommunikation. Nyt job

Mads Linné Kaasgaard

Renewtech ApS