Diskussionen om at bevare privatlivet rummer nogle delikate paradokser. Efter 11. september er enhver form for hensyn til borgernes ønsker om at kunne operere lidt diskret og anonymt systematisk blevet udryddet.
Samtidig betyder den fremadskridende digitalisering af vores livsstil, at stadig flere detaljer om os registreres – en tendens, der såmænd kun lige er begyndt at slå igennem.
Blot en anelse længere fremme i tiden ser det ud til, at vi vil blive ramt af en tsunami af GPS-tjenester, der med udgangspunkt i vores mobiltelefon vil tracke vores position og sammenholde den med alle de andre personlige data, der kan trækkes ud af vores telefoner. Der bliver noget at holde styr på – men så er det jo godt at vi har Google...
Samtidig med den automatiserede registrering af alt og alle er der opstået en kultur, hvor en vigtig del af manges identitet handler om at være synlig online.
Millioner af mennesker offentliggør med stor energi selv de mest ligegyldige eller intime aspekter af deres liv på blogs, websites og de mange sociale services som Myspace, Linked in, Flickr et cetera.
Vi er en kultur af individualister, der lever for opmærksomhed, og med nettet kan enhver forsøge at skabe sin egen lille niche af stardom, ved at råbe “Se mig! Hør mig!” – næsten uanset hvor lidt det egentlig bidrager med noget som helst anvendeligt.
Men: Lige så ekstremt hurtigt informationer kan sprede sig på nettet, ligeså trægt og klæbrigt kan nettet være, når det handler sig om at få oplysninger til at forsvinde igen. Gamle informationer vil ikke dø, også selv om de er lodret forkerte eller fuldstændigt forældede.
En hel del af os kommer til at få en række ubehagelige overraskelser i de kommende år, når postings, vi selv for længst havde glemt, pludselig dukker op igen: Gamle e-mails, fjollede profiler, uoverlagte kommentarer, spor efter en person, der levede et andet liv engang.
I vores hjerne falmer minderne med tiden, de ændrer sig, tiden fjerner nænsomt det mest smertefulde og det mest banale. Men på nettet bevares stort og småt med uændret digital friskhed. Måske ville løsningen være at indbygge en form for aldring i data, så de også langsomt fader og forsvinder, hvis ikke nogen aktivt holder dem i live?
Paradoksalt nok er det samtidig som om, vores informationer smuldrer væk. Jeg har en halv, ufærdig roman liggende somewhere. Det tog måneder at skrive den i WordPerfect på 400 kB floppydiscs. Jeg har videooptagelser, der har kostet blod, sved og tårer at lave på U-matic og betacam.
Jeg har mit bryllup og børnenes første år liggende på hi8 og VHS-C. Men hvis jeg skal se noget af det, er jeg først nødt til at skaffe en funktionsdygtig, nærmest antik, fremviser. Og så er jeg endda bange for, at belægningen af båndene og disketterne ikke har overlevet tidens tand.
Om tusind år vil Jellingstenens budskab stadig stå nogenlunde klart. Man kan være mere bekymret for størsteparten af alle de værker, som ellers synes at være vores hovedbeskræftigelse at skabe her i informationsalderen.
Det er, som om vi ruller historien op bag os. Hver gang vi springer til et nyt teknisk format, forsvinder store dele af hukommelsen, og kun det, som bliver udvalgt og møjsommeligt overspillet, får lov at eksistere endnu en runde.
Peter Hesseldahl er journalist og videnskabsformidler ved Danfoss Universe.
