ANNONCE:
Indholdsfortegnelse:
Den grønne dagsorden vil ramme de offentlige it-chefer med fuld styrke inden for de kommende 12 måneder.
Det vil ske, fordi der kommer flere og flere business cases, der viser de store besparelser, der kan opnås, når det offentlige begynder at spare på strømmen til eksempelvis serverrummene.
Det er hovedkonklusionen i en kvalitativ analyse af grøn it i den offentlige sektors, som Center for Digital Forvaltning, CEDI, har udarbejdet.
CEDI har talt med centrale beslutningstagere i blandt andet Kommunernes Landsforening og Finansministeriet, og med offentlige indkøbere.
Undersøgelsen viser, at det typiske offentlige serverrum er overdimensioneret på næsten alle parametre: processorkraft, køling og redundant strømforsyning.
Det koster dyrt i elektricitet.
Hidtil har it-cheferne vejet strømforbruget op mod forsynings- driftsikkerhed, men efterhånden som prisen på el stiger, bliver energiomkostningen mere synlig og sværere at se bort fra.
Systematisk overdimensionering
Den systematiske overdimensionering af de offentlige serverinstallationer skal være indsatsområdet, der baner vejen til massive besparelser, konkluderer CEDI-undersøgelsen.
En besparelsesmodel med en energioptimeret installation med 100 servere, viser en besparelse på en kvart million kroner om året.
"Det er klart, at alle ikke vil kunne spare lige meget. Men der er så tydeligt mange penge at spare, at det vil komme højt op på dagsordnen for de offentlige it-chefer," siger hovedmanden bag undersøgelsen, direktør i CEDI, Troels Andersen.
Han er ikke overrasket over, at grønne it-løsninger hidtil har spillet en så begrænset rolle i de offentlige it-chefers bevidsthed.
"De er nødt til at prioritere, for de har mange opgaver. Efter strukturreformen kom der lige en kvalitetsreform. Staten kræver indkøb via bindende indkøbsaftaler, og der kommer hele tiden nye ting. Så længe, at grøn it ikke er et decideret krav, så taber det kampen om opmærksomheden," mener Troels Andersen.
Fortsættes ...



