Tele Danmark har netop sendt en folder til 25.000 af selskabets cirka 800.000 kabel-tv kunder for at gøre opmærksom på muligheden for at surfe på nettet via kabelmodem - men kun hvis to øvrige krav er opfyldt.
Det er på kant med den danske konkurrencelov, der forbyder sådan en sammenfletning af produkter kaldet "bundling". Det skriver Børsen.
Konkurrencestyrelsen vil granske Tele Danmarks tilbud, der muligvis også er i strid med EU´s regler. Ved den nylige fusion mellem svenske Telia og norske Telenor blev det nemlig krævet, at kabel-tv-aktiviteterne blev solgt fra for at undgå monopolisering via "bundling".
Brochuren er gammel
Markedsdirektør i Tele Danmark Kabel TV, Torben Lange, erkender, at materialet ikke overholder reglerne.
- Men det skyldes, at brochuren ikke er helt ny. Da den kom til verden, kunne man ikke få telefonabonnement hos andre end Tele Danmark, siger han til Børsen.
Et telefonabonnement er nødvendigt, hvis kunden skal sende data - og ikke kun modtage data via kablerne. Debitel og Mobilix tilbyder nu også fastnetabonnement til deres kunder, så Torben Lange forsikrer, at Tele Danmark omgående vil trække brochuren tilbage.





