Brightpoint, der distribuerer mobiltelefoner, smartphones og PDA'er, har afskediget en af koncernens danske topchefer juristen Carsten Lau Kjærgaard.
Kjærgaard, der blev ansat i september 2005, vil ikke kommentere sin opsigelse.
"Jeg har skrevet under på sådan en fortroligheds-erklæring, så jeg har ikke rigtig nogen kommentarer," siger Carsten Lau Kjærgaard.
Bliver ugen ud
Kjærgaard bekræfter, at han er opsagt og siger, at han fratræder sin stilling ved udgangen af denne uge.
"Min fratræden hænger sammen med nogle strukturelle ændringer, og mere har jeg ikke at sige," lyder det fra Carsten Lau Kjærgaard.
83 millioner mobiltelefoner, smartphones, PDA'er og tilbehør sendte Brightpoint rundt i verden sidste år svarende til 221.000 enheder om dagen.
De tal gør Brightpoint til en af verdens største distributører af mobiltelefoner, og siden selskabet sidste år overtog Europas dengang største mobil-distributør Dangaard Telecom, har ledelsen haft travlt med at rydde op og smide ud.
Skal finde 100 millioner
Ifølge Computerworlds oplysninger skal Brightpoint finde besparelser på europæisk plan i størrelsesordenen 100 millioner kroner, og der er flere fyringer i vente, erfarer Computerworld.'
Baggrunden er en tilbagegang i salget af mobiltelefoner, der meget hurtigt slår igennem hos distributørerne. Analysehuset IDC vurderer, at de stigende fødevarepriser og en generel tilbagegang i økonomien er skidt for salget af mobiltelefoner.
Computerworld forsøger at få en kommentar fra Steen F. Pedersen, der er administrerende direktør for Brightpoints europæiske forretning.