ANNONCE:
En rapport fra IT- og Telestyrelsen, Nøgletal 2007, viser, at investeringerne sidste år nåede rekordhøjde på 9,1 milliarder kroner.
Men spørgsmålet er, om markedskræfterne og EU på længere sigt vil lade teleselskaberne beholde kontrollen over deres egne net.
Det tvivler teleanalytiker og research direktør i Current Analysis, Bernt Stubbe Østergaard, i hvert fald på.
EU-kommissær for informationssamfund og medieforhold, Vivian Reding, argumenterer nemlig kraftigt for at adskille kontrollen over netværket fra teleselskabernes tjenesteleverance, for at skabe en ligeværdig adgang til det fælles net, fortæller han.
"Teleselskaberne er tvunget til at investere i etablering af en IP-baseret bredbåndsinfrastruktur, men stærke kræfter i EU ønsker at sikre lige adgang til den ressource. Det er et forsøg på at undgå, at vi får gravet flere optiske net ned ved siden af hinanden, med hver sin optiske fiber i, hvilket jo er spild af kræfter," siger Bernt Stubbe Østergaard.
TDC ikke presset af EU endnu
Telia i Sverige, Telecom Italia og BT i England har allerede taget konsekvensen af presset fra EU, og har udskilt deres infrastruktur i separate selskaber.
"TDC mener ikke, at de er presset af EU lige nu, og Vivian Reding har da også udtrykt sig positivt om den nuværende konkurrencesituation i Danmark. Til gegæld har de danske elselskaber travlt med udbygge deres egen optiske infrastruktur, så på længere sigt kan jeg godt tvivle på, om TDC kan beholde den nuværende kontrol over nettet. Vi ser flere og flere eksempler på samarbejde mellem operatører om drift af bredbånd og fibernet."
Deutsche Telekom forsøgte med opbakning fra den tyske stat at beholde eneretten på deres nye VDSL-netværk.
"Det er blevet kraftigt imødegået fra Bruxelles, og bliver næppe til noget," siger Bernt Stubbe Østergaard.
En nødvendig investering
Uanset at de store teleselskaber ikke bliver i stand til at styre deres nye infrastruktur selv, mister den ikke sin betydning som konkurrencefordel overfor de mindre selskaber. Så pengene er langt fra dårligt givet ud.
De store teleselskaber er nemlig i gang med de nødvendige forberedelser til en fremtid, hvor det er levering af abonnementstjenester, de skal tjene pengene på, snarere end på trafikken over deres net.
"Vi er på vej over i et rent IP-baseret NGN (Next Generation Network, red.), hvor teleselskaberne lægger deres infrastruktur om fra lodrette, adskilte telenet til vandrette, integrerede netværk med fælles styring og afvikling. Det sker fordi selskaberne i fremtiden skal levere rigtig mange nye og mere individualiserede tjenester," siger Bernt Stubbe Østergaard.
Fortsættes ...



