eBays milliardkøb er en lottokupon

Virksomhedsmæglere vurderer, at salget af Den Blå Avis var en god handel for Karsten Ree, mens det er mere usikkert, om eBay gjorde et godt køb.

Artikel top billede

Karsten Ree har ifølge eget udsagn solgt sin forretning kontant. Foto: Jakob Boserup (Foto: Jakob Boserup / Jakob Boserup)

2,1 milliarder kroner. Så meget indbragte salget af Karsten Rees annonceimperium, da eBay meldte sig på banen med et købstilbud. Ifølge den amerikanske virksomhed selv er det et godt køb, men to danske virksomhedsmæglere er knap så sikre.

"Umiddelbart lyder det som en særdeles høj pris, og det er begrundet i flere ting. Det er blandt andet en høj pris set i forhold til den finansielle situation i øjeblikket," siger partner Henrik Schrøder, der er virksomhedsmægler i Schrøder Partners.

Også partner Jan Larsen fra LNP Group peger på, at det i første omgang er Karsten Ree, der har gjort den gode handel.

"Det lyder som om, at han har fået en rigtig god pris, og det er også derfor, han sælger. Det må han også selv mene, for ellers ville han ikke sælge. Han mangler jo ikke penge, men han har set, at det er en god pris i det her marked," siger Jan Larsen med henvisning til den ustabile finansielle situation på verdensplan.

eBay: Værdierne er til stede
Den amerikanske e-handelsgigants topchef i rubrikannonceafdelingen, Jacob Fonnesbech Aqraou, ser et stort potentiale i hele Karsten Rees pakke, som eBay ifølge sælgeren købte kontant.

"2,1 milliarder lyder af mange penge, og det er det også, men vi synes, at der er værdier for de penge, og at vi har gjort en god handel, hvis vi sammenligner med andre handler," siger Jacob Fonnesbech Aqraou til Computerworld.

Ifølge Business.dk forventer Den Blå Avis, Bilbasen og Bilinfo en samlet omsætning på 300 millioner kroner i år, mens driftsresultatet skulle ende på 58 millioner kroner. Det er dermed langt fra en milliard-forretning, som eBay overtager.

"Det kan godt være de kan øge forretningen med 50 procent i Danmark, men selv en vækst på 50 procent vil formentlig ikke kunne forsvare den pris, hvis man ser på en tilbagebetalingsmodel. Det vil stadig være et voldsomt dyrt køb. Det er for at lave en international ekspansion, at eBay giver så høj en pris," vurderer Henrik Schrøder.

Guldægget ligger i bildelen

I går fortalte Jacob Fonnesbech Aqraou til Computerworld, at eBay internationalt vil gøre brug af de værktøjer, som Bilinfo har udviklet. Med værktøjerne i hånden, kan autobranchen styre sit bilsalg på nettet på en nem og overskuelig måde.

"Der har de et rigtig godt koncept, og der er nogle skaleringsfordele, som giver eBay en lotteriseddel. De har råd til at tabe pengene, men der er store muligheder, hvis de kan skalere det ud i et globalt perspektiv," siger Jan Larsen.

Henrik Schrøder peger på, at det er de internationale muligheder, som presser prisen for handlen i vejret. Men selv med det potentiale er prisen høj, pointerer han. Direktøren hos eBay mener derimod, at det nordiske marked er yderst attraktivt.

"Vi gør det, fordi vi har muligheden for at købe en ledende internetforretning i et land, vi sætter pris på. Skandinavien er et stort marked, som udgør godt 10 procent af al e-handel i Europa. I de skandinaviske lande er det også igennem rubrikannoncer, at det meste af e-handelen finder sted," siger Jacob Fonnesbech Aqraou.

Kan øge omsætning men holde udgifter nede

Fidusen med et koncept som dba.dk er, at selvom der kommer markant flere annoncer på siden og en øget trafik, så kræver det stadig det samme antal ansatte på kontoret.

"Det er en meget skalerbar virksomhed - både Bilbasen og Den Blå Avis. Her kan man øge aktiviteten i virksomheden uden at få væsentligt flere faste omkostninger, og det gør selvfølgelig, at værdien af virksomheden er højere end normalt," påpeger Henrik Schrøder.

Jan Larsen kalder handelen for 'et optimalt match', som giver Karsten Ree en stor pose guld, mens eBay får muligheden for at score kassen. Og lykkes det ikke, har de råd til at tabe pengene. Den amerikanske virksomhed forventer dog, at købet giver et plus.

"Så længe vi får en forrentning af de penge henover tid - og vi kan være langsigtede investorer - så er vi glade," fastslår Jacob Fonnesbech Aqraou.

Med milliard-aftalen får 300 medarbejdere i Danmark ny arbejdsgiver.

Læses lige nu

    Metroselskabet og Hovedstadens Letbane

    Senior OT Cybersecurity Advisor til Københavns Metro

    Københavnsområdet

    Capgemini Danmark A/S

    Experienced SAP S/4HANA consultant - Business controlling

    Københavnsområdet

    KMD A/S

    Product Owner

    Nordjylland

    Aller Media A/S

    Developer

    Københavnsområdet

    Navnenyt fra it-Danmark

    Connexa A/S har pr. 1. januar 2026 ansat Ivan Nielsen som IT Konsulent. Han skal især beskæftige sig med IT Infrastruktur og services. Han kommer fra en stilling som IT Konsulent hos IT Forum Gruppen A/S. Han har tidligere beskæftiget sig med IT Infrastruktur og konsulentopgaver. Nyt job

    Ivan Nielsen

    Connexa A/S

    Norriq Danmark A/S har pr. 1. september 2025 ansat Katrine Køpke Rasmussen som Consultant. Hun skal især beskæftige sig med sikre vækst i NORRIQS kunders forretninger gennem hendes skarpe rapporteringer. Nyt job

    Katrine Køpke Rasmussen

    Norriq Danmark A/S

    Danske Spil har pr. 1. oktober 2025 ansat Jesper Krogh Heitmann som Brand Manager for Oddset. Han skal især beskæftige sig med at udvikle og drive brandets strategi og sikre en rød tråd på tværs af alle platforme og aktiviteter. Han kommer fra en stilling som Marketing & Communications Manager hos Intellishore. Nyt job

    Jesper Krogh Heitmann

    Danske Spil

    Netip A/S har pr. 15. september 2025 ansat Benjamin Terp som Supportkonsulent ved netIP's kontor i Odense. Han er uddannet IT-Supporter hos Kjaer Data. Nyt job

    Benjamin Terp

    Netip A/S