TDC afskåret fra vækst

Danske TDC er efter snart tre år med kapitalfonde som ejere en mere fokuseret og målrettet virksomhed, men muligheden for vækst er borte, og truslen på hjemmemarkedet er i dag større end nogensinde.

Artikel top billede

Når kapitalfonde køber virksomheder, skærer de dem til, og senere sælger de dem videre til en højere pris. Ideelt set.

Det var også missionen, da fem kapitalfonde i januar 2006 betalte 76 milliarder kroner for Danmarks største teleselskab, TDC.

Men landskabet ser i dag meget anderledes ud end for blot få år siden. Det rejser derfor spørgsmålet, om TDC i dag er på rette vej mod et videresalg.

"Selskabet er isoleret set stærkere i Danmark end for tre år siden, men markedet udvikler sig. Mobilt bredbånd buldrer frem, og elselskaberne ruller fiber ud, så på den måde står TDC svagere end for tre år siden," forklarer aktieanalytiker Poul Ernst Jessen fra Danske Markets.

Det er blandt andet færre medarbejdere, som isoleret set gør TDC til en stærkere virksomhed i dag. Men samtidig har TDC fået en ny konkurrent til fastnettet i form af elselskabernes fibernet.

Udenlandske aktiviteter solgt fra

Da kapitalfondene overtog TDC, ejede teleselskabet firmaer i Litauen og Tyskland, ligesom virksomheden også havde en aktiepost i østrigske One og polske Polkomtel.

Alle de aktiviteter er solgt fra for lidt over 13 milliarder kroner, og selskabet arbejder i dag på salg af en aktiepost i ungarske HTCC. Eneste udenlandske selskab, som virksomheden beholder, lader til at være Sunrise i Schweiz.

"Som vækstselskab er værdien af virksomheden ringere i dag, fordi selskabet dengang kunne bygge videre på Tyskland, Østrig, Polen og Litauen, og når det er solgt fra, står TDC tilbage med Danmark og Schweiz. Det er ikke ligefrem vækstmarkeder," uddyber Poul Ernst Jessen.

Teleanalytiker Brian Troelsen fra analysehuset IDC ser frasalgene som fornuftige. I hvert fald når målet er at sælge virksomheden videre.

"TDC er nemmere at købe i dag, fordi selskabet er mere fokuseret, mens det gamle TDC var en mærkelig blæksprutte," siger Brian Troelsen.

TDC spiller på en mættet hjemmebane

Et af de helt store problemer for TDC er, at virksomheden har base i Danmark, hvor mobiltelefoni og bredbånd er tæt på det maksimale niveau, og det udelukker dermed muligheden for nye kunder. Samtidig har TDC en stor kundebase inden for fastnettelefoni.

"Fastnetmarkedet er for nedadgående og det samme er priserne på mobiltelefoni, selvom der tales flere minutter. Alt i alt er der en stagnerende toplinje (omsætning, red.), og så er der kun én ting at gøre, og det er at spare på omkostningerne," siger Brian Troelsen.

I det seneste halvårsregnskab fra TDC fremgår det, at virksomheden har 2,3 millioner fastnetkunder, hvilket er næsten ni procent færre end året før.
Fyringer øger overskud

Eftersom TDC har svært ved at øge omsætningen, fokuserer virksomheden i stedet på at nedbringe omkostningerne. På den måde kan virksomheden øge sit overskud, selvom der ikke ruller flere penge ind i virksomheden. Det har udmøntet sig i flere fyringsrunder. Senest opsagde virksomheden 400 medarbejdere per 1. oktober.

Teleanalytiker John Strand fra Strand Consult vurderer, at TDC har været bedre til at skære det overflødige fedt fra sammenlignet med de to andre nordiske telegiganter, Telenor og TeliaSonera.

"Den ny ledelse i TDC har grebet tingene hårdere an end den gamle, og det virker som om, at ledelsen i dag forsøger at tage problemerne i opløbet, frem for når de først er sket," forklarer John Strand

Da Dyremose blev til Fyremose

Allerede i tiden før kapitalfondenes overtagelse af TDC i gennem selskabet Nordic Telephone Company (NTC), var selskabet berygtet for fyringsrunder.

Den daværende topchef, Henning Dyremose, fik i den anledning øgenavnet Fyremose. Og et hurtigt blik ned over antallet af medarbejdere afslører da også, at tendensen er fortsat under administrerende direktør og koncernchef Jens Alder.

I 2003 var der 16.014 ansatte i den danske del af TDC, mens antallet i dag ligger lidt over 11.000. TDC har dog knap så frie muligheder for at skære i antallet af medarbejdere, som andre konkurrenter på markedet har. TDC har i dag stadig en del tjenestemænd fra Tele Danmark-tiden ansat, og de er dyre at fyre.

"Det er lidt uheldigt for TDC, hvis de folk, man gerne vil beholde, ikke er tjenestemændene, og virksomheden så bliver tvunget til at afskedige nogle af de yngre og bedre kræfter, fordi de ikke er tjenestemænd," siger Brian Troelsen fra IDC.

Af årsregnskabet for 2007 fremgår det, at der er over 3.000 tjenestemænd i TDC, og det er en generel tendens i flere af de tidligere monopolselskaber rundt om i Europa.

Elselskaberne tramper frem med fiber

Et af de nøgletal, som kan afsløre effekten af TDC's fyringer, er den såkaldte EBITDA-margin. Den viser, hvad resultatet af den primære drift udgør af omsætningen.

Tallet har ligget forholdsvis konstant de senere år; 32,2 procent i 2005, mens første halvår i år lød på 32,3 procent. Ikke den store ændring, men telemarkedet er noget anderledes i dag, og derfor er tallet svært at bruge som rettesnor.

John Strand fremhæver blandt andet elselskaberne, der er klar til at bruge 15 milliarder kroner på at grave fiberkabler ned. Med dem kan husstande få lynhurtigt internet, ligesom det også er muligt at få tv igennem kablerne. To af TDC's stærke områder.

"TDC er oppe imod noget helt specielt, når der kommer nogle spillere, som vil bruge 15 milliarder kroner, og TDC fra sidelinjen kan se, at de penge aldrig kan forrentes, og konkurrenten er ligeglad. Det er svært at konkurrere på markedsvilkår mod en konkurrent, der ikke agerer på markedsvilkår og har et totalt urealistisk syn på fremtiden," siger John Strand.

Poul Ernst Jessen mener ligesom John Strand, at elselskabernes indtog på tv- og bredbåndsmarkedet truer TDC.

"Hvis elselskaberne ruller fiber ud til to millioner husstande, og halvdelen tager imod tilbuddet om fibernet, betyder det en halvering af TDC's privatkunder, og oven i vil der ske et prisfald," forklarer Poul Ernst Jessen.

Han fremhæver, at TDC i sådan en situation får svært ved at tilbagebetale sin gæld, som udgør mere end 40 milliarder kroner. Brian Troelsen mener dog ikke, at elselskaberne med de mange investeringer i et nyt fibernet kommer til at presse TDC.

"Jeg ser ikke elselskaberne som en vanvittig stor trussel, fordi bredbåndsmarkedet allerede nu er ved at stagnere. Udviklingen sker på det mobile bredbånd," siger Brian Troelsen.

TDC havde en vækst i bredbåndskunder på 1,9 procent i årets første seks måneder i forhold til udgangen af sidste år.

Bredbåndsmarkedet er dog præget af lavere priser for stadig højere hastigheder.

Annonceindlæg fra Barco

De vigtigste samarbejdstrends, som enhver IT-leder bør holde øje med

I lang tid har samarbejdsbranchen fokuseret på at forbedre enhedsfunktioner – bedre kameraer, klarere lyd og smartere software. Men den virkelige forvandling handler ikke om funktioner.

Navnenyt fra it-Danmark

Trafikstyrelsen har pr. 1. maj 2026 ansat Nihad Hodzic som IT og Digitaliseringschef. Han skal især beskæftige sig med med IT-projekter og digital transformation, herunder især det strategiske løft af Trafikstyrelsens digitale niveau. Han kommer fra en stilling som Kontorchef hos Udviklings og Forenklingsstyrelsen. Han er uddannet i statskundskab og har en lederuddannelse fra MIT Sloan, samt en igangværende Master i IT-Ledelse. Han har tidligere beskæftiget sig med IT-udvikling og større projekter på momsområdet, hvor han har ledet et projekt- og udviklingskontor. Nyt job

Nihad Hodzic

Trafikstyrelsen

Guardsix har pr. 1. april 2026 ansat Annbritt Andersen som Global Chief Revenue Officer (CRO). Hun skal især beskæftige sig med at geare organisationen til en markant skalering i Europa. Hun har tidligere beskæftiget sig med globale kommercielle strategier for nogle af branchens allerstørste spillere, herunder Microsoft. Nyt job
Netip A/S har pr. 1. april 2026 ansat Claus Berg som Account Manager ved netIP's kontor i Esbjerg. Han kommer fra en stilling som Client Manager hos itm8. Nyt job

Claus Berg

Netip A/S

Alexander Hoffmann, SVP, Technology & IT hos GlobalConnect, er pr. 1. maj 2026 forfremmet til EVP, Tech, IT & Security. Han skal fremover især beskæftige sig med at lede den fortsatte udvikling af en mere integreret og software-drevet infrastrukturplatform. Forfremmelse

Alexander Hoffmann

GlobalConnect