E-bøger i Danmark er en by i Rusland

Markedet for danske e-bøger er stort set ikke-eksisterende, med bare 3.000 danske titler. E-forlagene forholder sig afventende - med blikket rettet mod USA.

Artikel top billede

For bare 10 år siden virkede det som en oplagt tanke, at vi i dag ville bruge computeren til stort set alt.

I mange henseender har det da også vist sig at være rigtigt, men på nogle fronter går udviklingen unægteligt langsommere end forventet. Vi sidder for eksempel ikke og kværner den ene roman efter den anden foran computerskærmen.

På markedet for faglitteratur og akademiske bøger er der moderat interesse, primært blandt de studerende, men ellers er salget nærmest ikke-eksisterende.

Revolution forude?

Mens musikindustrien har været igennem sin helt egen digitale revolution, er de trykte bøger på ingen måde i konkurrence med digitale bøger, de såkaldte e-bøger.

"Den måde, man producerer på, har grundlæggende ikke ændret sig siden Gutenberg," siger Steffen Sørensen, direktør i Publizon, som blandt andet konverterer bøger til e-bøger.

"Det kan godt være, at trykteknologien har ændret sig, og at vi ikke længere laver bøger i bly, men i stedet sidder ved en desktop. Men de grundlæggende arbejdsrutiner, og den involvering forlag og forlagsredaktørerne har, og forretningsmodellen fra en forfatter skriver noget, til det kan købes på gaden, har ikke ændret sig."

Spørgsmålet er, om en e-bogslæser som Amazon Kindle kan ændre på situationen?

"Jeg har dybest set ikke lyst til at tænde min computer, når jeg kommer hjem, hvis jeg har siddet foran en i otte timer på arbejdet," siger Jesper Holm, administrerende direktør hos Ebog.dk.

Næsten som at være der selv

Jesper Holm kan godt se ideen i en e-bogslæser og ser da også gerne, at der kommer den type produkter til det danske marked. Ikke mindst fordi det er nærmere den oplevelse, som man ellers kender fra trykte bøger.

"Når du har sådan en læseenhed, så begynder du at opfylde de krav, som en almindelig bog opfylder på fremragende vis," siger han.

"Der er ingen tvivl om, at i det øjeblik de læseenheder kommer til Danmark, så vil der være et publikum til dem."

I USA har Amazon haft succes med netop Kindle og henter i dag 10 procent af sit bogsalg via Kindles indbyggede boghandel, der trådløst overfører bøger til læseren.

Indtil videre sælges den dog ikke udenfor USA, og der markedsføres reelt ikke noget tilsvarende produkt i Danmark.

For Amazon er den store udfordring ved det europæiske marked teleselskaberne. Hvor Kindle i USA bruger det såkaldte Whispernet, hvor indholdet hentes via 3G-netværket Spring EVDO uden nogen form for abonnement, da prisen er indeholdt i den enkelte bogs pris, ser det helt anderledes ud i Europa.

"Den europæiske teleindustri er langt mere fragmenteret, så du skal ud og lave aftaler med alle de forskellige teleselskaber," siger Jesper Holm.

"Og hvad med roaming, hvis du tager til Malmø? Hvem er det så lige, der skal levere indholdet? Det bliver jo yderst kompliceret, når man har en teleindustri så kompleks som i Europa."

Ingen garanti for succes

Men for Steffen Sørensen er det langt fra givet, at den type læsere vil være et sikkert hit i Danmark.

"Der er jo en spirende optimisme, baseret på rapporterne fra USA. Men der er nogle ting man skal huske. Amazon understøtter salget af Kindle med et udbud på over 100.000 titler. I Danmark har vi tilsammen 3.000 titler af meget svingende kvalitet. Udbuddet er ekstremt småt," forklarer han.

Hvor musikindustrien havde kortere afstand fra CD til musikfil grundet CD'ens digitale format, er bøger som udgangspunkt en analog størrelse, og dermed er konverteringsarbejdet større.

Men forlagene mangler ifølge Steffen Sørensen også viljen til at eksperimentere og for alvor gå ind på markedet for e-bøger.

"Der mangler finansiering, der mangler fantasi hos forlagene, forretningsmodeller, der mangler alt," siger Steffen Sørensen.

"Jeg oplever det lidt som en Catch-22. Der er mangel på udbud, og det giver mangel på efterspørgsel, som giver mangel på udbud igen, fordi forlagene har svært ved at se en forretning i det."

Prisbarriere

Og så er der lige det med prisen for slutkunderne. Amazon sælger Kindle for 359 dollars svarende til cirka 2.000 danske kroner. Og det før skat og moms.

"Jeg har meget svært ved at forestille mig, at danskerne vil bruge 2.000 kroner på sådan en læser, og så skal de bruge 1.000 kroner på en MP3-afspiller og så 2.000 kroner på en telefon. Jeg tror ikke, man kan sælge forbrugerelektronik, som kun kan en ting i dag," vurderer Steffen Sørensen.

Samtidig drager Steffen Sørensen paralleller til musikbranchen og særligt iPodens succes. Her mener han, at man bør tage ved lære. Hvis man har indhold nok, som kan friste forbrugerne til at købe, er der et marked.

"Vi har bare ikke indholdet. Det nytter jo ikke noget, at sælge folk en smart dingenot, hvis de kan tilgå 3.000 forkølede titler, hvor halvdelen er irrelevante eller for gamle," siger Steffen Sørensen.

I stedet mener Steffen Sørensen, at de akademiske bøger kommer til at drive udviklingen frem, efterhånden som folk vænner sig til at bruge e-bøger på studiet.

Og gennembruddet for e-bøger i Danmark venter både Jesper Holm og Steffen Sørensen stadig på.

Læses lige nu

    Annonceindlæg tema

    Forsvar & beredskab

    Cybersikkerhed, realtidsdata og robuste it-systemer er blevet fundamentet for moderne forsvar.

    Navnenyt fra it-Danmark

    Pentos har pr. 2. juni 2025 ansat Erik Ebert som Country Manager. Han skal især beskæftige sig med udvidelsen af Pentos til Danmark og Norden. Det kræver bl.a. etablering af et lokalt leverance team og SAP Partnerskab. Han kommer fra en stilling som Senior Director hos Effective People. Han har tidligere beskæftiget sig med HR systemer baseret på SAP SuccessFactors hos en række danske større og mellemstore virksomheder. Nyt job

    Erik Ebert

    Pentos

    IFS Danmark A/S har pr. 2. marts 2026 ansat Marlene Gudman som HR Business Partner. Hun skal især beskæftige sig med HR i Danmark og Norden og lede udvalgte internationale HR-projekter. Hun kommer fra en stilling som Nordic Lead HR Business Partner hos Salesforce. Hun har tidligere beskæftiget sig med international HR med fokus på udvikling af og udfordringer i HR ud fra et forretningsperspektiv. Nyt job

    Marlene Gudman

    IFS Danmark A/S

    IFS Danmark A/S har pr. 1. april 2026 ansat Sarah Warm som Account Executive, Energy & Utilities. Hun skal især beskæftige sig med salg af IFS' løsninger til nye kunder inden for energibranchen. Hun kommer fra en stilling som Account Executive hos Synergy Investment Group i Holland. Hun er uddannet BSc Economics and Business Economics, Neuroscience & MSc Business Administration Digital Business. Hun har tidligere beskæftiget sig med Solution Sales & Cybersecurity. Nyt job

    Sarah Warm

    IFS Danmark A/S

    Mohamed El Haddaoui, er pr. 7. april 2026 ansat hos Dafolo A/S som IT-systemudvikler. Han skal især beskæftige sig med udviklingsopgaver relateret til Brugerklubben SBSYS. Han er nyuddannet datamatiker og har erfaring med udvikling af REST API'er og integreret databaser. Nyt job

    Mohamed El Haddaoui

    Dafolo A/S