ANNONCE:
Fra Microsoft til Better Place
It er den motor, der skal forandre elbilen fra kuriosum til folkeeje. Tidligere Microsoft-topchef Jens Moberg har sat sig i spidsen for en dansk satsning på elbiler. Den bygger på it-branchens batteriteknologi, intelligente ladestationer og tæt integration til hjemmets software.
Foto: Joachim Adrian
Indholdsfortegnelse:
Jens Moberg har travlt. Han har lige påtaget sig ansvaret for, at Danmark ved udgangen af 2011 har en infrastruktur, der tillader os at
køre i elbil hele vejen fra Gedser til Skagen, eller fra Tønder til Helsingør, uden at holde ni timers opladningspause efter hver 160 kilometer.Og han er glad, fordi han tror på, at det kan lade sig gøre, og ikke mindst fordi han som erhvervsmand skal være med til at løfte en af de helt store klimamæssige udfordringer: Forurening fra verdens hundreder af millioner biler.
"Nogle af udfordringerne her på kloden er for store til at overlade til politikerne alene. Klimaproblematikken er én ting, den enorme afhængighed af olie en anden.
En klog mand har sagt, at olie er for dyrebart til at brænde af. Det skal vi bruge til at fremstille alle mulige andre ting af som for eksempel plastic. Dertil kommer, at de, der kontrollerer olien, ikke ligefrem er vores bedste legekammerater," siger Jens Moberg.
Han forlod for nylig en toppost i Microsoft i USA for at stille sig i spidsen for den danske del af virksomheden Better Place, der vil sørge for, at de første afgørende skridt bliver taget for at skifte flere hundredtusind benzin- og dieselbiler ud med rullende grønne alternativer.
"Sådan noget kan ikke løses alene ad politisk vej. Derfor skal vi som erhvervsfolk og verdensborgere være med til at skabe et alternativ," siger han.
Ingen Audi eller Porsche
Der er adskillige udfordringer at forholde sig til, hvis elbilfolket skal overbevise den traditionelle bilkøber om, at det er tid til at anskaffe sig en elbil.
"Vi skal tilbyde folk et realistisk valg. Man kan ikke få folk til at køre Ellert. Vi er vant til at have plads i vores biler, og man føler sig for udsat i en lille bil. Den mangler komfort, og der er ikke plads til hund eller børn," siger Jens Moberg.
Derfor skal elbilen give folk en køreoplevelse, der er mindst lige så god, som den, de får i konventionelle biler. Ellers begynder folk aldrig at købe elbiler.
"Er du til stationcar, skal du have sådan en. Og skal du have en SUV, får du så ikke en Audi Q7 eller en Porsche Cayenne. Men du kan få en Nissan Quashqai eller en Volvo XC 60. De kan fås på batteri," siger Moberg, som selv kører en Nissan Quashqai.
Rigtige biler, der kører på el, findes allerede i større omfang, end de fleste måske går og tror. Det er bilernes aktionsradius på under 200 kilometer på en opladning, der holder folk fra at opfatte dem som et realistisk alternativ til benzinbilen.
Den opfattelse skal ændres, og det skal den med den samme batteriteknologi, som gennem årene har været med til at drive it-produkterne frem, nemlig litium-ion-batterier som dem, der sidder i laptops og mobiltelefoner.
"Dem tager man rigtig, rigtig mange af og sætter sammen, og så har du et 340 volts batteri. Det kan der hives så mange ampere ud af, at det giver en fuldt tilfredsstillende acceleration på 0 til 100 kilometer i timen på 10 sekunder, og en aktionsradius på 160 kilometer. Det dækker faktisk 95 procent af den gennemsnitlige danskers kørselsbehov," forklarer Better Place-direktøren.
Fortsættes ...




