Interview: "Min søn siger, at jeg ikke har 40 års jubilæum i IBM, men 60 års jubilæum, hvis man regner det i mandemåneder. Arbejdsindsatsen svinger, men 60-70 timer om ugen er normalt," lyder det fra IBM Danmarks vicedirektør, Kim Østrup.
At kalde ham for "IBM Danmarks" er i øvrigt en tilsnigelse. For selvom 40 år er lang tid i samme virksomhed, er Kim Østrups sin egen, ligesom en nærmest uendelig række af udvalg, bestyrelser, råd, tænketanke og kommissioner også opfatter ham som deres.
Han er også blevet kaldt hele Danmarks it-chefideolog, spindoktor og lobbyist. Devisen for hans arbejde har bestandigt været: Går det godt for Danmark i it-samfundet, så går det også godt for IBM - og omvendt.
Når Kim Østrup i sidste uge kunne fejre sit mangeårige jubilæum, er det er ikke fordi, at IBM er blevet en vane, forklarer han. Da han startede som stud.polit. i et studenterjob i 1967, gav han jobbet to år.
"Lige fra jeg startede, har jeg sagt: IBM er et enormt spændende sted, og jeg kan lære super meget. De næste to år. Sådan tænker jeg endnu. Grunden til, at jeg stadig er her, er mine kolleger - både eksternt og internt," siger Kim Østrup.
Hvilken tavshedserklæring?
Selvom fødselsattesten siger 1945, og han således nærmer sig den tid, hvor de fleste begynder at overveje en retræte fra arbejdsmarkedet, er det ikke et emne, der optager Kim Østrup særlig meget.
"Jeg bliver ved, så længe jeg føler, jeg kan udrette noget, og mit arbejde er spændende."
Han deler kontor med IBM Danmarks administrerende direktør, Lars Mikkelgaard-Jensen. De sidder lige over for hinanden, men Kim Østrup vil ikke sige, hvem der holder øje med hvem.
At Lars Mikkelgaard-Jensen holder lidt øje med Kim Østrup, fik han at mærke ved sin jubilæumsreception i IBM-hovedkvarteret i sidste uge.
Gennem alle årene, har Kim Østrup ofte sagt, at han, som den muligvis eneste i organisationen, aldrig har underskrevet en tavshedserklæring.
"Så jeg kan sige hvad som helst."
Men til receptionen havde Lars Mikkelgaard-Jensen været på jagt i arkivalierne og kunne præsentere IBM-nestoren for et tavshedsdokument med den unge Østrups underskrift.
"Nu må du til at holde mund overfor pressen med tilbagevirkende kraft," lød beskeden med et grin.
Eksamineret i krak
Det er begribeligvis svært at tie stille, når man som Kim Østrup har brugt det meste af et arbejdsliv på at skabe netværk og involvere sig i samfundsdebatten, primært om det digitale samfund.
Han har siddet - og sidder - i utallige udvalg, blandt andre Dybkjær/Christensen-udvalget, der i 1995 afleverede en rapport om informationssamfundet år 2000. Det arbejde handlede om, hvordan vi kan anvende it mere begavet end andre lande.
"Derfor er det en speciel glæde, at Danmark nu er tilbage på førstepladsen i it-parathed ifølge den liste, der er udarbejdet af IBM og magasinet Economists Intelligence Unit," siger han.
I den undersøgelse henter Danmark en karakter på 8,87 ud af 10 mulige point, mens Sverige og Holland følger efter med henholdsvis 8,67 og 8,64 point.
Som nationaløkonom har han en naturlig indsigt i sammenhænge, og cand.polit.-uddannelsen har været ham til gavn. Især i dag, mener han.
"Jeg er eksamineret i krakket i 1929. Krakket skyldtes en kraftig spekulation i aktier, spekulation i ejendom og en ikke særlig stram bankregulering. Det ligner finanskrisen i dag. Når A ikke kan betale B, får C ikke penge og så videre. Dengang gik der lang tid, før end de gjorde noget ved det. Det går heldigvis meget hurtigere i dag. Selvom Danmark faktisk er et af de få lande, der ikke har en økonomisk stimulus-pakke."
"Men det, der nok chokerer mig mest, er, at Lehmann Brothers gik konkurs ved en fejltagelse 3. september sidste år. Om søndagen, hvor Federal Reserve var inde for at diskutere situationen, mente man, at to banker var blevet enige om at splitte Lehmann Brothers og overtage hver sin del. Men det faldt fra hinanden, uden de vidste det. Så det, der startede finanskrisen, var faktisk et kiks. Det er helt absurd."
Lugten af daggammel whisky
Kim Østrups 40 år i IBM er ret beset 42 år. De første to år fra 1967 til 1969 var han bare ikke fastansat, men studentermedhjælper.
At en stud.polit. søgte job hos IBM, forklarer Kim Østrup som noget nær en tilfældighed.
"Jeg var i desperat nød for penge. Jeg søgte job som rejseleder i Spies, men det blev ikke til noget. Jeg ville være væk i tre måneder, Spies ville hyre mig i seks. Men på vej ind i bussen på Gl. Kongevej, med skægstubbe og lugten af daggammel whisky, så jeg på hjørnet af Vesterport alle IBM-maskinerne i det daværende IBM-hovedkvarter."
En ven, der arbejdede hos IBM, havde tidligere beskrevet stedet som dynamisk.
"Jeg gik direkte ind i receptionen og bad om at tale med personaledirektøren. Jeg måtte insistere i en time, men til sidst fik jeg en samtale og en måned efter et studiejob."
Al verdens musik
Hans første opgave var at beregne obligationsrenten for det danske obligationsmarked for investeringsafdelingen i et forsikringsselskab.
"Det fandtes ikke dengang. Jeg programmerede på min videnskabelige computer med 4 kilobyte intern hukommelse. I dag har min mobiltelefon 4 gigabyte. Der er virkelig sket noget," konstaterer han og vender sin smartphone mellem fingrene.
Han er fascineret af størrelse og kapacitet.
"Jeg har fået en iPod Nano, hvor al min musik, fra hele mit liv, kan ligge på. Om få år kan man sikkert købe en Nano, der rummer al verdens musik. Hvorfor ikke? Det kan jo være der."
Apropos størrelse, dominerede IBM it-markedet dengang i de sene 60'ere og 70'erne.
"Der var meget konkurrence, men IBM var størst. Dengang var Danmark absolut verdensførende med databehandling."
Kim Østrup deltog i arbejdet med den første kommunalreform, dengang sognene forsvandt og blev til kommuner.
"Jeg var med til at finde ud af, hvordan det fremtidige økonomistyringssystem skulle se ud i kommunerne, Der blev undervist på universiteterne efter vores anbefalinger og vejledninger. I 1970 var det det stadig et pionerområde," siger Kim Østrup.
Den globale modernitet
I midten af 1980'erne var der for alvor sket noget med hardwaren.
"Det gik op for mig, hvor kraftig, den pc jeg havde stående på skrivebordet, faktisk var. Den havde lige så stor kapacitet som de store bankcentraler havde for bare ti år siden. Da fik vi den fornemmelse: Hvad skal det her dog føre til?"
I 1990'erne kom så internettet. Og ændrede alt.
"Jeg havde nok fantasi til, at pc'erne kunne komme langt ud. Men at internettet i den grad blev bredt ud, overraskede mig. Jeg havde ikke troet, det ville være så dramatisk. Men det var noget, folk havde behov for. Altså World Wide Web."
Han opfatter internettet som den globale modernitet, hvor viden kan findes i den fjerneste afkrog af verden.
"Det er en demokratisering og en læreproces af en hidtil uset dimension, langt kraftigere end fjernsynet. Og nu kommer kombinationen af net og tv. Den viden- og mediespredning påvirker i den grad vores adfærd i hele verden, ikke bare i vores lille privilegerede del."
Han peger på den gryende revolution i Iran i disse dage.
"Magthaverne vil traditionelt søge at styre mediestrømmen, men nøglepunktet er internettet. I 1991, da Jeltsin stod på kampvognen i Moskva, var det internetfolkene, der vidste, hvor folk var, bedre end de russiske magthavere."
Nettet definerer også det paradigmeskifte, som Kim Østrup kalder Death of Distance.
"40 procent af IBM's ansatte kommer ikke på arbejde hver dag. De er på farten, er hos kunder eller arbejder hjemme, og vi er små 400.000 i IBM på verdensplan."
Infrastrukturen, både den logistiske og den digitale, betyder, at Mærsk i dag kan flytte et fjernsyn fra det indre af Kina til Californien på syv dage for seks dollars.
"Grænser for handel eksisterer således ikke mere. Vi gør det samme med viden. Gigabyte af viden, der flyttes over grænsen, for en pris, der er nærmest lig nul. Det er et globalt paradigmeskifte, og internettet er en stor vidensmaskine."
Grænser for videndeling
Men modsætningerne bliver også større på grund af nettet.
"Muhammed-krisen er et symbol på, hvad der kan ske på nettet. Nu startede det hele ganske vist i en trykt avis først. Men udbredelsen af information og misinformation, giver friktioner."
Til gengæld opfatter han betydningen af de sociale online medier, som Facebook, som lidt overvurderet.
"Folk opdager, at der er grænser for, hvad de vil dele. Jeg tror, den nye diskussion vil handle om, hvor meget viden, vi egentlig ønsker at dele."
Selv har Kim Østrup ikke sit cv liggende på nettet, og der findes ikke en offentlig tilgængelig liste over alle de bestyrelses- og udvalgsposter, han har og har haft.
"Jeg er ikke engang meget for at dele den liste i softcopy," siger han.
Han har dog været så venlig at printe en liste over sine tillidsposter gennem tiden, som journalisten får lov at kigge på. Den indeholder mere end 50 poster, og listen er længere, siger Kim Østrup.
Heraf fremgår det blandt andet, at han har været medlem af Handelsudvalget og Statens Teleråd, er bestyrelsesmedlem i IT-Branchen og ITEK, ligesom han også har været det i en række produktions- og reklamevirksomheder. Og så har han været næstformand i fodboldklubben AB, Akademikernes Boldklub.
"Mit liv har handlet meget om sport. Jeg spillede sammen med nogle af de første fodboldspillere, der blev professionelle i Holland og Belgien. Jeg har spillet bordtennis på ynglingehold, basketball på førsteholdet og har kørt DM i slalom. Jeg kan ikke spille tennis, men er begyndt på det. Jeg har været caddy i British Open og spiller golf."
Kim Østrup står stadig på ski, og pukkelpister holder han meget af. Men ellers interesserer de præparerede pister og den slagne vej ned ad bjerget ham ikke voldsomt. Han vil ud i den dybe sne, hvor ingen har været før.
Hvad skal du derud efter?
"Dyb sne til maven og risiko for at få en lavine i nakken? Jamen, det er dumt. Jeg prøver at forbyde min søn at gøre det. Jeg tror, det er selvrealisering og beherskelse. Jeg har læst bøger om laviner, og der er ikke noget, der er sikkert med dem. Det er naturoplevelse, men handler nok også om at kunne styre og udvikle teknikken. Og måske gøre noget, andre ikke kan?"
