Status efter 40 år: Har Unix en fremtid?

I august 1969 skulle Ken Thompsons kone og lille søn på en månedlang rejse. Ken Thompson, der var programmør i AT&T-datterselskabet Bell Laboratories, så det som en chance til at virkeliggøre sine ideer til et nyt operativsystem.

Han skrev den første version af Unix i assemblersprog til Digital Equipments (DEC) PDP-7 minicomputer og brugte en uge på henholdsvis operativsystem, en shell, en editor og en assembler.

Ken Thompson og kollegaen Dennis Ritchie havde følt sig fagligt hjemløse siden Bell Labs tidligere på året havde trukket sig ud af et problematisk projekt om at udvikle et time-sharing-system ved navn Multics (Multiplexed information and computing service).

De havde ikke lyst til at hænge fast i nogen af de batch-operativsystemer, der var fremherskende på det tidspunkt, samtidig havde de heller ikke lyst til at genopfinde Multics, som de opfattede som grotesk og tungt.

Efter i et stykke tid at have tumlet med forskellige ideer til nyt system skrev Ken Thompson den første version af Unix, som han og Dennis Ritchie skulle udvikle på de næste mange år med hjælp fra kollegerne Doug Mcllory, Joe Ossanna og Rudd Canaday.

Nogle af principperne i Multics blev ført over i deres nye operativsystem, men skønheden i Unix lå (og ligger) i filosofien om at bruge mindre kode til at opnå mere.

"Et kraftigt operativsystem til interaktiv brug behøver ikke koste meget hverken i form af udstyr eller menneskelige anstrengelser," skrev Ritchie og Thompson fem år senere i the Communications of the ACM (CACM) - den videnskabelige forening the Association for Computing Machinerys (ACM) månedstidsskrift.

"Vi håber, at brugere af Unix vil synes, at de vigtigste karakteristika ved systemet er dets enkelthed, elegance og brugervenlighed".

Skriver artikel med stor effekt
De gjorde de tilsyneladende. Brugerne. Unix skulle blive en af hjørnestenene i it og køre mange servere og arbejdsstationer på universiteter, regeringskontorer og virksomheder. Og dets indflydelse blev større end den reelle udbred­else, som ACM bemærkede, da foreningen i 1983 tildelte Thompson og Ritchie ACM's fornemste pris A.M. Turing Award for deres bidrag til it:

"Unix-systemet har fået en generation af software-designere til at tænke i nye baner for programmering".

Selvfølgelig kom Unix' succes ikke fra den ene dag til den anden. I 1971 blev det omskrevet til PDP-11 minicomputeren, der var en kraftigere platform end PDP-7, som det oprindeligt blev skrevet til.

Der blev tilføjet mulighed for tekst-formatering og tekst-redigering, og nogle maskinskrivere i Bell Labs Patent-afdeling fik mulighed for at prøve det - som de første uden for udviklerholdets rækker.

I 1972 skrev Dennis Ritchie højniveau-sproget C (baseret på Thompsons tidligere B-sprog). Som følge af det omskrev Thompson Unix i C, som gjorde systemet langt lettere at portere på tværs af computermiljøer. Undervejs fik det navnet Unics (Uniplexed Information and Computing Service), der var et ordspil over Multics, der så blev til Unix.

Tiden var kommet til at forkynde det glade budskab. Ritchies og Thompsons artikel i CACM i juli 1974, The UNIX Time-Sharing System, tog it-verdenen med storm. Indtil da havde Unix været forbeholdt en håndfuld brugere i Bell Labs, men nu fik det støtte fra Association for Computing Machinery - en af redaktørerne kaldte det "elegant" - Unix var nået til et vendepunkt.

"CACM-artiklen havde en dramatisk effekt," skriver it-historiker Peter Salus i sin bog The Daemon, the Gnu and the Penguin: "Ken var ved at drukne i Unix-efterspørgsel."

Fortsættes ...