Dansk Folkeparti vil efter afsløringen af konkrete terrorplaner mod Morgenavisen Jyllands-Posten have regeringen til at genoverveje telefonskanning, som er en overvågningsteknologi der gør det muligt at aflytte alle mobiltelefoner i hele bydele.
Imidlertid er telefonskanning af alle mobiltelefoner i et geografisk område så kontroversielt i forhold til borgernes retssikkerhed, at tidligere justitsminister Lene Espersen (K) i december 2006 droppede telefonskanning, efter at have fået en stærkt kritisk udtalelse fra det såkaldte Strafferetsplejeudvalg.
Forslaget om teleskanning var nemlig så vidtgående, at medlem af Strafferetsplejeudvalget, juraprofessor Eva Smith, afstod fra at deltage i det videre arbejde med forslaget. Derfor kom hun i udvalgets udtalelse med sin egen særudtalelse til regeringen.
Hendes begrundelse for ikke at deltage var, at det ikke giver mening at afveje nytten af telefonskanning som tvangsindgreb i forhold til hensynet til borgernes adgang til fri og uovervåget kommunikation.
Ingen dommere eller danske borgere vil nemlig modsætte sig at lade deres telefon aflytte, hvis politiet eller PET mener, at aflytningen kan stoppe et nært forestående terrorangreb.
Eva Smith fortæller, at den såkaldte nødret i forvejen giver mulighed at gøre stort set hvad som helst, hvis en situation som denne skulle opstå. Dermed kan PET i forvejen aflytte telefonerne med henvisning til nødretten.
Mulighed for aflytning svækker livskvalitet
Derfor mener hun, at det i virkeligheden er noget helt andet, som skal sammenlignes i forhold til telefonskanning.
"Hvis man får den tilladelse, betyder det, at enhver person, der bor eller har sin gang i nærheden af Nørreport, når som helst i sit liv, 24 timer i døgnet, kan risikere at blive aflyttet, " siger Eva Smith til Computerworld.
Derfor er det den tabte livskvalitet, udløst af bevidstheden om, at staten til hver en tid kan lytte med, som skal stilles op overfor muligheden for - eventuelt - at afværge den meget specielle situation, hvor telefonaflytning eventuelt kunne have mening, forklarer Eva Smith.
Aflytning uden mistænkte
Telefonskanning er teknisk muligt ved hjælp af en såkaldt falsk basestation, som kan opsamle og registrere identiteten på alle mobiltelefoner i området omkring den falske basestation.
Samtidig er det muligt at aflytte indholdet af samtaler, sms'er og datatrafik fra mobiltelefonerne i nærheden.
Målet med telefonskanning er, at alene ideen om, at der foregår noget interessant i et særligt område, skal gøre det muligt for politiet at iværksætte en aflytning af samtlige personer i et bestemt område, eksempelvis for at kunne forhindre udførelsen af et terrorangreb mod Nørreport station.
Særlig alvorligt indgreb
Mens Eva Smith undlod at rådgive regeringen, lod resten af udvalget Lene Espersen forstå, at indførelsen af telefonskanning ville være "et særlig alvorligt indgreb i meddelelseshemmeligheden.
Det skyldes, at indgrebet i meget vidt omfang også vil kunne omfatte kommunikation blandt personer, som ikke er - eller som ikke vil kunne - mistænkes for kriminalitet," skrev udvalget i udtalelsen.
Samtidig skrev udvalget i udtalelsen, at "afvejningen af, om der bør indføres lovgivning om adgang til at foretage telefonskanning, må bl.a. af den grund efter udvalgets opfattelse anses for et i høj grad politisk spørgsmål."
På embedsmandssprog er der her tale om en usædvanlig voldsom retorik, hvor Strafferetsplejeudvalget overlader beslutningen til politikerne, efter at have fortalt, at de ikke er begejstrede for forslaget, som de finder ekstremt vidtgående - endda mere vidtgående end almindelig aflytning, fordi telefonskanning giver mulighed for at aflytte borgere, som ikke er mistænkt for noget som helst.
Den voldsomme sprogbrug var angiveligt et vink med en vognstang, som justitsministeriet forstod. I al fald offentliggjorde daværende justitsminister Lene Espersen tre måneder senere, at regeringen havde valgt at smide ideen om telefonskanning i skraldespanden.
