Artikel top billede

Miracle-øl-magerne Mogens Nørgaard og Lasse Christensen.

Sommerfavoritter: Sådan bliver en fejl til stor succes

Hvad er det med Miracle-direktør Mogens Nørgaard og øl? Er det en passion som i flere andre af hans projekter - eller drikker han det bare?

"Masseproduceret øl, der er brygget og tappet på nogle få dage, men til gengæld heller ikke smager af noget som helst."

Så kort og kontant er svaret fra it-direktøren og bryggeri-ejeren Mogens Nørgaard, når man spørger, om der er nogen form for øl, han ikke bryder sig om. Eller endnu kortere:

"Øl brygget med enzymer."

Og det bliver sagt med en mimik, der får en til at tænke på, om han virkelig har prøvet at drikke det opvaskevand, som smagen sammenlignes med.

Mogens Nørgaard inviterer gerne til en snak om øl, men tilbyder at servere både rødvin og champagne i haven i Måløv, hvor den varme stille sommeraften kun afbrydes af gedernes brægen, hønsene der kagler om kap med dværgpapegøjernes skræppen i volieren - og så naturligvis Viktor.

Viktor er fire år og har lige fået en iPhone af far. Og den skal selvfølgelig bruges, mens Viktor er hjemme hos sin mor. Og det bliver den. Flittigt.

Men nu er det jo øl, det handler om, og Mogens Nørgaard tager tråden op, præcis hvor han lagde den, hver gang Viktor ringer og siger hej til far.

Det hele startede i 2001, da Mogens Nørgaard og hans meddirektør i Miracle, Lasse Christensen, deltog i en konference i San Francisco.

Når it-branchen er samlet, er der tradition for et arrangement, der handler om noget helt andet. Og øl er jo altid populært. På Anchor Steam-bryggeriet i San Francisco har ledelsen kontor med store glaspartier, der giver et fantastisk vue ud over de smukke kobberkedler.

"Sådan en udsigt må vi også have," sagde den danske it-direktør. Og så tænkte han i øvrigt ikke mere over det, før Lasse Christensen den efterfølgende vinter kom og meddelte, at han havde besluttet sig for at tage på brygmesterkursus i Manchester.

Og så gik det pludselig stærkt. Meddirektøren blev brygger og besøgte derefter brewpubs i Østrig for at vælge udstyr, så drømmen om eget bryggeri kunne føres ud i livet.

Brunkager bedre om sommeren

Det blev ikke til den flotte panorama-udsigt fra it-direktørens kontor i Ballerup, men derimod stalden på Lasse Christensens stråtækte bindingsværks-gård i Vejstrup ved Svendborg, der kom til at danne rammen om Miracle Breweries.

Råvarerne køber de i Tyskland, og som flere andre mikrobryggerier filtrerer de ikke deres øl. Men de pasteuriserer og køler på tanke, inden øllet hældes på flasker eller fustager. I dag brygger de seks-syv forskellige øl, både overgæret og undergæret, heriblandt en altbier (tysk ale), en dark ale - og selvfølgelig en julebryg.

"Vi inviterer gerne en række it-chefer over, når vi skal i gang med julebryggen," forklarer Mogens Nørgaard.

"En af ingredienserne er enebær, som giver en fantastisk smag. Der skal kun 12 enebær til 600 liter øl, men da vi havde besøg første gang, må de have tænkt, at det da var alt for lidt. Så i et ubevogtet øjeblik smed de en hel håndfuld enebær i. Det er sidste gang, vi begår den fejl at lade gæsterne blande sig i brygningen. Det smagte forfærdeligt - som en flydende blanding af Karen Wolfs brunkager. Hele produktionen måtte kasseres, men vi glemte en kasse, som vi fandt seks måneder senere, og da var smagen egentlig ok."

Succes ved et tilfælde

Mikrobryggerne i Miracle Breweries har i år haft det flotteste resultat til dato, og det skyldes ikke mindst deres Guld Ale, som alene ved omtalen får Mogens Nørgaards mimik til automatisk at udtrykke alt andet end den tidligere nævnte afsky. Og så er den endda blevet til ved en fejltagelse.

"Det var en fejlproduktion, en tanketorsk. Vi fik byttet om på humlen, så den, der skulle i først og koge længst tid, kom i til sidst, mens den, der først skulle have været tilsat til allersidst, stod og boblede med i hele processen. Der blev byttet godt og grundigt rundt på de foreskrevne varmegrader, men det blev overraskende godt, og sådan har vi gjort lige siden," forklarer Mogens Nørgaard, som hilser alle forsøg velkommen både generelt og i ølproduktion.

Han indrømmer, at noget øl er lige et nummer for specielt efter hans smag, for eksempel når der eksperimenteres med tilsætning af smagsstærke bær og frugter. Men uden innovation og en vis portion galskab kommer man ingen vegne, fastslår han.

Sommertip

Når Mogens Nørgaard skal nævne tre favoritøl, er det - foruden hans egen Guld Ale - Hancocks Old Gambrinus Dark (9,5 procent) og den belgiske Rochefort 10, som er brygget af munke og holder hele 11.3 procent. Også Refsvindinges Havgassen bliver fremhævet, men den er "kun" på 7,4 procent.

"Rochefort 10 er virkelig fantastisk øl, som man let kan blive forfalden til. Men på grund af den høje alkoholprocent er jeg blevet sat under administration. En af mine bestyrelseskolleger fra Ballerup-afdelingen af Danske Ølentusiaster opbevarer dem for mig, og så må jeg pænt tage over til ham og hente et par stykker ad gangen," griner han.

Mogens Nørgaards bedste sommertip til ølelskere er at opsøge øllen, hvor den bliver fremstillet.

"Der er enkelte danske bryggerier, der altid fremstiller kvalitetsøl. Det er for eksempel Refsvindinge i Ørbæk på Østfyn, Thisted Bryghus, Hancock i Skive og Fuglsang i Haderslev. Kør ud til dem og besøg deres lagerudsalg. Det er både lærerigt og fornøjeligt og væsentligt billigere, end hvis man køber øllen i detailhandlen," siger Mogens Nørgaard.

Der er så småt ved at falde ro på matriklens mange dyr, og Viktor må også være faldet i søvn, så vi nyder den varme sommeraften og et velskænket glas øl.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere