Havde det ikke været for sporene fra de amerikanske myndigheder, så havde politiet næppe kunne slå så effektivt ned på børneporno-ringe i en række lande verden over, som det skete i sidste uge.
Den uundværlige amerikanske hjælp skal ses i lyset af, at det ikke var pædofile amerikanere, som stod bag børnepornoen. Men mange billeder passerede gennem amerikanske servere og computernetværk.
Den trafik kunne Interpol, der koordinerede børneporno-razziaen, få oplysninger om af de amerikanske myndigheder. Det var langt lettere end at hente tilsvarende oplysninger i for eksempel europæiske lande.
Det danske politi har kritiseret, at det er alt for svært at få adgang til e-mail, som der er mistanke om indeholder ulovligt materiale, for eksempel børneporno. Herhjemme kræver det en dommerkendelse, og den kan kun gives, hvis den mistænkte forbrydelse kan give mindst seks års fængsel. Det kan besiddelse og distribution af børneporno ikke.
Ifølge vicekriminalkommissær Preben Andersen fra Rigspolitiets IT-støtteenhed er politiet nu ved at undersøge, hvordan reglerne er i de europæiske lande.
? Det er meget forskelligt, hvor let det er at få adgang til elektronisk efterforskning i de forskellige lande, fortæller han.
I USA er der derimod ingen tvivl.
? Der hører Internet under toldvæsnet. Ligesom de åbner en kuffert, hvis de mener, at der er noget ulovligt i den, så åbner de også en e-mail, forklarer Preben Andersen.
Derfor har Interpol kunnet få så stor hjælp til optrevlingen af børnepornoen på Internet, at opklaringen ifølge Preben Andersen næppe kunne været nået så langt uden amerikansk bistand.
Vicekriminalkommissæren mener ikke, at den danske lovgivning tager højde for, hvor let er det er blevet at udveksle ti tusindvis af billeder på Internet.
Advokaten Martin von Haller Grønbæk, der er ekspert i Internet-jura, har tidligere i Computerworld advaret mod at give politiet lettere adgang til at efterforske børneporno på Internet ved at slække på den brevhemmelighed, der gælder elektronisk post. Det vil svække tilliden til Internet, frygter han.