Af Daniel Bergsagel, IDG Online
Det danske firma Neupart & Munkedal har med deres ekspertise indenfor sikkerhed på Internet, ramt en niche som i øjeblikket er i heftig ekspansion. Danskerne har som de første i verden fået patent på en softwarepakke, der automatisk finder sikkerhedshuller på Internet-sider og i store virksomheders IT-systemer, skriver dagbladet Børsen mandag.
Med 10 millioner kroner i ryggen fra ventureselskabet 2M-invest går Neupart & Munkedal nu direkte efter at blive en global storspiller på markedet. Første stop USA.
- Sikkerheden bliver helt afgørende i fremtiden. Man kan jo ikke have et samfund uden politi. I øjeblikket er Internettet lidt som det vilde vesten, og vi ser os selv som en slags sheriffer, siger direktør Lars Neupart, til avisen.
Virksomheden har ansat en amerikansk direktør til at opbygge et amerikansk kontor. Desuden hjælper 2M-invest med erfaringer, som selskabet har fået på det amerikanske marked.
- Det er nu, vi skal rykke i USA. Den største fare for os er ikke at gøre det rigtige på det rigtige tidspunkt. Et halvt år kan betyde, at vi bliver en milliard kroner mindre værd, siger administrerende direktør Ulf Munkedal.
SecureScan er et fleksibelt produkt, hvilet betyder, at det kan opdateres. Hver uge kommer der hundredvis af nye vira og hackere ud på nettet. Udviklingen følges hos Neupart & Munkedal, og virksomheden opdaterer løbende kundernes sikkerheds-software.