Nathan Myhrvold har ikke tænkt sig at vende tilbage til sit gamle job som teknologi- og forskningschef i Microsoft, skriver ComputerSweden.
Myhrvold tog en lang orlov med start i juli. Nu siger han, at Microsoft ikke bliver hans arbejdsplads fremover. Derimod har han tænkt sig at blive rådgiver for Bill Gates.
Dertil siger Gates: - Jeg ser frem til at arbejde videre med Myhrvold, selvom det ikke bliver på heltid.
Nathan Myhrvold, hvis oprindelige forskningsområder er fysik og matematik, kom til firmaet i 1986. I omverdenen er Myhrvold blevet kendt som den, der har givet Microsoft respekt på forskningsfronten. Han startede Microsoft Research i 1991, og i dag er der godt 400 videnskabsfolk på lønningslisten - headhuntet fra andre IT-firmaer og plukket fra universiteter.
Myhrvold er ofte betegnet som en slags renæssanceperson, altå en mand med mange talenter og mange interesser.