Fjernstyringsprogrammet NetBus Pro fra UltraAccess Net er stadig på antivirusprogrammet McAfee´s sorte liste over forbudte programmer, når det dukker op knyttet til et andet program.
Derimod bliver der ikke sendt en besked til pc-brugeren, hvis programmet er installeret på pc´en. NetBus Pro er et sædvanligt fjernadministrationsprogram, der i flere år er blevet benyttet af hackere til at overtage kontrollen med pc´er, der fik smuglet NetBus ind skjult i andre programmer. I modsætning til det berygtede Back Orifice, var NetBus i starten det eneste program, der kunne give brugeren kontrol med pc´er i NT-miljøer.
McAfee - ejet af Network Associates - betoner i en opdatering af oplysningerne om NetBus, at der foretages en skelnen mellem standard-installeret NetBus Pro og - som det kaldes - skjulte programmer med NetBus bundet til sig.
Derfor er der ikke tale om, at NetBus Pro fuldstændigt er ude af McAfee´s søgelys.
Programmet er et fjernstyringsprogram, der gør det muligt at arbejde med filer, skærm og webkameraer på andre pc´er med NetBus Pro installeret.
Relevant link
McAfee´s virusoplysninger om NetBus som trojansk hest