I efteråret 1999 gik salget af mainframe-udstyr i Danmark i stå. Stagnationen varede et halvt års tid, mens firmaerne koncentrerede sig om at løse år 2000-problemet. De sidste fem år er mængden af installeret computerkraft steget med gennemsnitligt 50 procent om året, men i stagnationsperioden var den nede på 25-30 procent.
?Vi forventer, at væksten til gengæld vil nå over 50 procent i resten af året. Nu er år 2000-problemet overstået, og virksomhederne kan komme videre med deres projekter inden for ERP og e-handel, siger afdelingsdirektør Knud Pedersen, IBM.
Da priserne på mainframeudstyr er faldende, har IBM de senere år kun haft en svag stigning i omsætningen på trods af den årlige vækst på 50 procent målt i installerede MIPS (Millioner Instruktioner Pr. Sekund).
De sidste fem år har firmaet fået et par nye kunder. Men det er ikke firmaer, der bruger mainframe i driften. Derimod er der tale om softwarehuse, der har købt udstyr, så de kan udvikle programmer til mainframe-verdenen.
Knud Pedersen anslår, at der i Danmark er godt 120 IBM-kompatible mainframes installeret hos 60-70 kunder. Langt de fleste maskiner er leveret af IBM.



