Statens IT-sikkerhedsråd sætter nu gang i et storstilet projekt, der skal kaste lys over IT-sikkerheden i Danmark.
I efteråret udvælges op til 1800 virksomheder, der to gange årligt skal oplyse om "hændelser", for eksempel hackerangreb, virus eller simpel brand, der har truet datasikkerheden.
Det er oplysninger, som virksomhederne hidtil har holdt for sig selv.
- Formålet med undersøgelsen er at sætte lys på mørketallene, som alle taler om, forklarede lederen af undersøgelsen, Jan Carlsen, da IT-sikkerhedsrådet i går præsenterede projektet for offentligheden.
To gange om året får virksomhederne tilsendt et omfattende spørgeskema, der indgående spørger til hændelser af sikkerhedsmæssig karakter.
Virksomhederne deltager anonymt, og størsteparten, nemlig 1200, udvælges tilfældigt i Danmarks Statistiks database over virksomheder. Her indgår både private og offentlige samt store og små virksomheder. Desuden udvælger IT-sikkerhedsrådet 400-600 virksomheder, der skal fungere som kontrolgruppe.
Den første spørgerunde starter i januar 2001, og resultaterne offentliggøres i IT-sikkerhedsrådets årsrapport, der forventes at udkomme i maj næste år. Undersøgelsen fortsætter frem til 2003.