Et nyt klagenævn til afgørelse af stridigheder om retten til domænenavne på Internet, kan meget vel komme til at sidde med hænderne i skødet. Der er nemlig rejst tvivl om, hvorvidt klagenævnet vil have kompetence til at afgøre sager om domænenavne, der er registeret under de gamle regler for domæneregistrering.
Dansk Internet Forum (DIFO) vedtog i begyndelsen af året et nyt regelsæt for registrering af domænenavne i Danmark, der blandt andet betød nedsættelse af et klagenævn til afgørelse af stridigheder om retten til .dk-navne på nettet.
Trods etablering af klagenævnet tilbage i maj måned har nævnet først for nylig holdt sit første møde, og ifølge Computerworlds oplysninger har netop nævnets juridiske kompetence været genstand for en del diskussion, og herunder også nævnets mulighed for at dømme i "gamle" sager.
I praksis betyder det, at klagenævnet kun kan behandle sager, hvor begge parter er enige om, at netop klagenævnet er den kompetente instans. Det vil automatisk gælde for alle domænenavne, der er registreret efter 1. januar i år, men for alle de øvrige domænenavne på Internet vil der kun være domstolene tilbage, hvis parterne ikke finder det betimeligt at få en tvist afgjort af det særlige klagenævn for domænenavne.
Læs hele artiklen i tirsdagens Computerworld