Nu skrider den californiske guvernør, Gray Davis, ind overfor computerkriminaliteten. Hackere, der bevidst spreder virus via Internet, vil i fremtiden kunne få bøder på op til 42.000 kroner (5.000 dollars) for en førstegangsforseelse. Det skriver nyhedstjenesten Cnet.
Der er tale om en alvorlig skærpelse. I øjeblikket er bødesummen for bevidst at introducere en virus kun på cirka 2.000 kroner. (250 dollars)
Den nye lov introducerer desuden hårdere fængselsstraffe til hackerne. Hvis en virus er skyld i skader for over 84.000 kroner (10.000 dollars) kan hackeren få op til tre år i fængsel.
Ud over hacker-loven har guvernør Davis også lanceret en ny lov, der skal afbøde virkningen af identitetstyveri. Et nyt register skal give ofre for denne slags kriminalitet mulighed for at rense deres navn og få deres identitet tilbage.