Af Dorte Toft, Computerworld Online
En fyring og en reorganisering hos IT Factory på Lyngbyvej i København skal rette op på lang tids utilfredshed. Problemerne var ellers på nippet til at koste virksomheden nøglemedarbejdere i den bærende afdeling, Professional Services.
Utilfredsheden gjaldt både den lokale ledelse, og de mange lag af ledelse i selskabet, hvis hovedkontor i 1999 blev flyttet fra København til Boston.
Tæt på stifteren
Computerworld Online erfarer, at den hidtidige topperson i Danmark, Søren Tang Hansen ? en nær ven af stifteren af IT Factory, Lars Munch Johansen - blevet fyret.
- Søren Tang Hansen er her ikke længere, det er korrekt, siger den 41-årige Morten Lorenzen, der i dag blev indsat i en nyoprettet stilling som Vice President i IT Factory med ansvar for det nordiske område. Lorenzen har tidligere arbejdet syv år for softwareselskabet Lotus, foruden for Seattle-selskabet WRQ og for Navision Software.
Ifølge Lorenzen har virksomheden været ?utrolig glad? for Søren Tang Hansen, men der er behov for en anden type profil i den fase, som selskabet nu er i.
Virtuel malfunktion
Om problemerne i øvrigt, siger Morten Lorenzen, at der blev for lang afstand til ledelsen. Koncernledelsen var i Boston, mens den europæiske ledelse var i Middlesex i Storbritannien. Den virtuelle organisation, som i alt spændte over otte tidszoner, fungerede ikke godt nok.
- Der er derfor truffet beslutning om at sætte ansvaret, hvor forretningen er, tilføjer han.
Ifølge Lorenzen er der også grænser for, hvor meget der kan kommunikeres via e-mail, når der er gnidninger. Her skal der ansigt-til-ansigt møder til.
Nærmere på Lotus
IT Factory flyttede hovedkontoret til Boston, for at være i nærheden af softwarefirmaet Lotus, hvis Notes-produkt ligger til grund for IT Factorys udviklingsværktøj og applikationer. Det danske softwarehus har sine rødder hos pc-forhandleren Complet, der blev købt af Merkantildata.