Af Arne R. Steinmark, Computerworld Online
Kunder, der kører på Microsofts platform, men som har valgt Lotus Notes som samarbejdssoftware, vil snart vælge en ren Microsoft-løsning. Sådan lød spådommen i tirsdags fra danske IT Factorys topchef Lars Munch Johansen på konferencen Microsoft Exchange and Collaboration Solutions 2000 konference, ifølge det amerikanske Computerworld Online.
At IT Factory, der er kendt som verdens største uafhængige leverandør af Notes-applikationer, således optræder på Lotus-ærkerivalens konference, skyldes en ændret strategi i det danske softwarehus. Nu vil der også blive udviklet software til Exchange-platformen.
Bedre replikering på plads
Lars Munch Johansen mener, at kunderne forlader Notes, når de har fået øjnene op for Exchange 2000, hvor visse svagheder på web-lagringssiden (data-replikering) er elimineret. De nye lagringsprincipper vil også blive udnyttet af Office 10 (kodenavnet for næste version af kontorpakken) og The Tahoe knowledge management værktøj.
IT Factory er allerede godt i gang med sin Microsoft strategi. I sommer købte selskabet således det hollandske selskab Documentaal, der udvikler software, som muliggør deling af data mellem Notes og Microsoft.
Ifølge Lars Munch Johansen vil hovedparten af kunderne med blandede miljøer fortrække ét miljø, fordi de slipper for at administrere to systemer med forskellige adgangsrettigheder.
Direktøren siger samtidig til vort amerikanske søstermedie, at IT Factory med den ny strategi ikke vil forlade deres nye kunder, men blot give dem flere muligheder på et mere åbent marked.
En chefanalytiker fra Meta Group, Dee W. Anthony, mener ikke, at Microsoft-vejen vil være den rette for alle virksomheder med blandede miljøer. Størrelsen på virksomheden spiller ind, ligesom det for flere virksomheder gælder, at deres golbale natur gør det uhensigtsmæssigt med blot en leverandør inden for besked- og samarbejdsteknologier.
Ingen reaktion fra Lotus
Hvorledes Lotus reagerer på, at IT Factory således går "i seng med fjenden" foreligger der intet om. Koblingen mellem Lotus og IT Factory gælder ikke alene Notes-baserede applikationer, der spiller sammen med virksomheders ERP-systemer (Enterprise Resource Planning). Det danske selskab, hvis hovedkontor i Boston ligger tæt på Lotus´, står også for et udviklingsværktøj, der forenkler Notes-udviklingen af applikationer. Lotus står overfor at skulle vælge, hvilket udviklingsværktøj, der skal indkluderes i Lotus Domino-pakken (Notes, der også kører via Internet), og IT Factorys produkt er blandt dem, der skal vælges imellem.