Af Søren Lauridsen, Computerworld Online
Det er ikke flot grafik og kommunale salgstaler, der er brug for, når det offentlige laver hjemmesider. Brugernes behov skal tages mere alvorligt, og det gør de fleste offentlige myndigheder ikke i dag. Det mener Simon Hansen, direktør i Statens Information.
- Prøv at tage et kig rundt på de offentlige hjemmesider og se hvor mange, der er lavet til og for brugerne, sagde Simon Hansen ved en uddeling af priser til offentlige hjemmesider i dag, torsdag.
Også forskningsminister Birte Weiss kritiserede de offentlige hjemmesider for at være for dårlige. Jon Johnsen, chef for Kommunedatas Borgerservice, er enig.
- Det er helt rigtigt, at kvaliteten er svingende. Generelt er kommunerne flot med, men der er mulighed for at gøre det bedre, siger Jon Johnsen.
Han mener, at der er to problemer, når det offentlige skal have lavet en hjemmeside. En ting er at målrette informationen mod borgerne. En anden er den dårlige økonomi, især i kommunerne.
- Jeg vil sige, at man får, hvad man betaler for. Og vi kan godt mærke, at kommunerne er pressede på økonomien, siger han. Kommunedatas Borgerservice har rådgivet 80 kommuner om hjemmesider.
Styrer selv de bedste
Ved prisoverrækkelsen var der ros til Sundhedsministeriet, Københavns Amt og Frederikshavn Kommune. Og fælles for de tre offentlige myndigheder er, at de selv har fundet ud af, hvad de egentlig vil have på deres hjemmesider. Det kræver baggrundsviden på fagområderne at sikre en god information, mener de.
- Det sikrer den bedste brugervenlighed. For vores vedkommende er det ministersekretæren, der er ansvarlig for hjemmesiden. Han ved, hvad borgerne spørger om, og så kan vi indrette sidens indhold efter det, siger departementschef i Sundhedsministeriet, Ib Valsborg.
Prisoverrækkelsen i dag var startskuddet til en grundig undersøgelse af alle offentlige hjemmesider. De næste tre år bruger Forskningsministeriet 5,7 millioner på at screene og vurdere hjemmesiderne.
Relevant link:
Læs om Bedst på nettet.