Af Lone Bech, Computerworld Online
Nu skal det amerikanske retssystem tage stilling til, om mobiltelefoner kan give hjernekræft.
Den amerikanske superadvokat Peter Angelos, der for nyligt vandt en erstatningssag på 40 milliarder kroner mod Tobaksindustrien, fører sagen. Det gør den 71-årige advokat på vegne af hjernekræftpatienter, der mener, at mobiltelefoni har givet dem sygdommen.
Tobaksadvokaten vil kræve erstatning for både sygdommen og tabt arbejdsfortjeneste. Men dette kræver videnskabelig dokumentation, der beviser sammenhængen mellem hjernekræft og stråling fra mobiltelefoner. Til trods for forskning på området foreligger der endnu ikke beviser for en eventuel sammenhæng.
Sagsanlægget følger i kølvandet på en sag mod teleselskabet Motorola. Sagsøgeren - en 41-årig amerikansk neurolog ? lagde i august sidste år sag an mod Motorola, fordi han mener, hans kræftsvulst i hjernen skyldes mobiltelefoni. Dette erstatningskrav lyder på 6,6 milliarder kroner.
Danskere mere afventende
I Danmark er der dog ikke noget, der tyder på, at lignende retssager mod mobilindustrien er på vej.
- Retssystemet er anderledes i USA. Alle sager er relevante og skræmmende for firmaerne. De er nødt til at tage det alvorligt, fordi det sætter deres virksomhed i dårligt lys. Men jeg kan ikke forudse mobiltelefonsager i Danmark i de næste 10 år. Der skal være dokumentation, som beviser, at der er en sammenhæng mellem kræft og stråler fra mobiltelefoner, siger advokat Anders Boelskifte, som repræsenterer et antal danske klienter, der ønsker at lægge sag an mod Tobaksindustrien.
Både jurister i Nokia og Ericsson i Danmark kender til sagsanlægget mod mobilindustrien, men oplyser til Computerworld Online, at de ikke ønsker, at kommentere sager, der foregår i USA.