Af Søren Lauridsen, Computerworld Online
Lotus har valgt ikke at godkende et Notes-udviklingsværktøj fra IT Factory som global standard og dermed en del af softwarepakken Lotus Domino. Det skriver Dagbladet Børsen.
Det er anden gang i løbet af få måneder, at IT Factory er blevet forbigået af Lotus. Sidst var i oktober, da udviklingsproduktet Software Development Kit ikke blev en del af udviklingsstrategien i Europa.
Dermed er IT Factory gået glip af et godt salgsargument forud for selskabets bebudede børsnotering på Københavns Fondsbørs. Ifølge IT Factory får de mislykkede aftaler med Lotus dog ingen indflydelse på børsnoteringen.
IT Factory satsede indtil efteråret udelukkende på Lotus Notes. Nu har selskabet ændret strategi, så der nu fokuseres lige så meget på Lotuskonkurrenten Microsoft Exchange, der har overtaget en del af markedet fra Lotus.