Af Arne R. Steinmark, Computerworld Online
Hvem skal forhindre, at lille Julie og Peter klikker ind på obskønt materiale på Internet? Er det mon samfundet, der skal entrere med særlige regler for indhold på nettet. Er det udbyderne, der skal kigge hjemmesiderne og deres kunder over skulderen for at påtale og forhindre anstødelige web-eksperimenter? Eller er det den enkelte borger og forælder, der må sætte grænserne for børns og egen færden på nettet? Hvem skal have det sidste ord: Samfundet, borgeren eller budbringeren?
Under rubrikken ?Gråzoner på Internet? skal IT- og forskningsministeren, juridiske eksperter, politikere og diverse interessenter diskutere disse spørgsmål på Christiansborg nu på torsdag.
Siden Internets kommercielle gennembrud har emnet været debatteret jævnligt og til tider heftigt. Alligevel synes en endelig løsning ikke lige om hjørnet: Emnet er blevet kompliceret, forlyder det fra flere sider.
Absurd
Men kigger man nærmere på de konkrete problemer, så er der intet, som adskiller dem fra tilsvarende problemer i den fysiske verden. Derfor er særlovgivning eller specifik censur fra udbyderen absurd:
Børneporno og racisme er ulovligt og skal politianmeldes ? her gælder ingen særlige forhold på nettet.
Såkaldt anstødeligt, men lovligt materiale, må være borgerens egen sag at undgå ? fuldstændig som det gør sig gældende på tv. Det er jo også mest småbørnene, der er den store bekymring. De skal ikke taste meget forkert, når de søger efter pokemon eller Disney-hjemmesider, førend der er dømt action med bare legemsdele af intim karakter.
Ansvar i hjemmet
Men det er faktisk muligt med filtreringssoftware at beskytte børn imod porno på nettet, så forældre er helt i stand til at leve op til deres ansvar. Noget andet er så, at jeg oplever, det er langt mere påkrævet for min familie at have ?parental blocking? på DR 1?s nyheder og aftenprogram klokken halvsyv om aftenen ? lige efter børne-tv.
Men hvis myndighederne kan agere gennem almindelig lovgivning, og hvis forældrene har mulighed for at håndhæve det nødvendige ansvar, er det så udbydernes situation, der medfører, at nettets censur-problematik skal håndteres specielt?
Nej, det er det ikke.
Man kan sammenligne udbydernes rolle med postvæsenets ? altså som en budbringer. Og ligesom posten ikke må åbne breve ? uanset indholdet ? forventer man, at Internet-udbyderne holder sig væk fra at censurere på kundernes indhold på deres hjemmesider.
Udbyderen som udgiver
Omvendt er det forståeligt, at når udbyderen også fungerer som udgiver, og dermed ansvarlig for indholdet på sin portal, at der er et ønske om at kunne garantere lødighed og kvalitet.
Når de respektive udbydere også er udgivere, er det rimeligt, at de selv bestemmer, om de skal kunne sættes i forbindelse med amatørporno og subversive kræfter. Men løsningen er enkel ? det er kunden, der udgiver hjemmesiden, ikke udbyderen. Hjemmesiden behøver ikke være en del af portalens indeks, som har udgiveren som afsender.
Borgerens ytringsfrihed og retssikkerhed er bevaret, mens virksomhederne kan markedsføre sig med kvalitetsstemplinger og frizoner, som bekymrede forældre kan benytte sig af.
Det kan der nok blive brug for. På teenage-sitet Newgrounds er der både sjove spil og det mere grænsesøgende: Fantasifulde hjemmevideoer med Legomænd, der begår røveri. Men der er også værre bidrag fra hjemmesidens publikum, der omhandler afføring og voldelig sex.
Således byder Internet ustandselig på nye udfordringer, der skal tages stilling til ? men ikke på problemstillinger, hvis løsning kræver fundamentale ændringer i forholdet mellem retssikkerhed og borgerens eget ansvar.
