Af Jesper Bille Haun, Computerworld Online
Microsoft har tabt krigen om Java til Sun Microsystems. Retssagen er nu stoppet, og de to kamphaner har indgået et forlig, der reelt er et nederlag for Microsoft. Bill Gates må nemlig betale erstatning, og licensen til Java er væk.
I slutningen af december 2000 kom de første rygter om forliget, men tekniske detaljer gjorde, at det blev udskudt til nu.
Microsoft skal betale Sun Microsystems 20 millioner dollars. Sun har tidligere trukket Microsofts licens til Java tilbage, og Microsoft accepterer nu dette. Microsoft må heller ikke bruge trademarks og logoer mere.
Som ventet dropper Microsoft sine såkaldt "urene" versioner af Java. Til gengæld har firmaet fået lov til at distribuere sin gamle Java 1.1.4-version til sine kunder. Microsoft skal dog sikre, at alle fremtidige versioner lever op til de kompatibilitetskrav, som Sun har stillet.
? Det er meget simpelt. Dette er en sejr for vore licenshavere og kunder. Miljøet vil have én Java-teknologi, ét mærke, én proces og én platform. Vi har nået det, og denne aftale sikrer yderligere værdien af Java, siger Scott McNealy, der er øverste chef for Sun Microsystems.
Java kom til verden for snart seks år siden som programmeringssprog til Internet. Siden er det blevet en komplet platform, der også konkurrerer med Windows. Sun hævder, at flere end 2,5 millioner udviklere nu bruger Java, og det er blevet de facto-standard på alle niveauer fra universiteter til virksomheder.
Microsoft licenserede i 1996 Java fra Sun, men senere lavede firmaet en version af sproget, der kun virkede under Windows. Dette ødelagde Suns strategi om, at ét program skulle kunne køre på alle platforme - hvorefter retssagen startede i 1997. Microsofts urene Java blev i øvrigt delvist designet og udviklet af danskeren Anders Hejlsberg, som Microsoft hentede hos Borland i 1996.
? Microsoft har igen og igen bevist, at firmaet ikke er villigt til at følge de fælles regler på Internet. Sagen med Java var blot en enkelt tilfælde. Da de fik valget mellem at stoppe eller overholde kompatibiliteten, valgte de at stoppe. Måske vil de i fremtiden se fordelene ved Java og vende tilbage, siger Patricia Sueltz, der er vicepræsident hos Sun Microsystems.