Af Søren Lauridsen, Computerworld Online
Børneporno, censur, filtre, opdragelse. Begreberne flyver rundt i luften ved torsdagens konference, Gråzoner På Internet, på Christiansborg.
Men på mødet mellem politikere, Internet-udbydere og interessegrupper, hvor det på forhånd var ventet, at meningerne om censur og pornofiltre ville brydes, har enigheden blandt formiddagens talere været slående: Censur og filtre er ikke nogen god løsning.
Kun Red Barnet, der er arrangør af konferencen sammen med Tele2, har et erklæret mål med debatten. Vold og porno, som måske ikke er direkte ulovligt, skal gøres svært tilgængeligt for børn.
- Som en børneorganisation har vi den holdning, at det svineri skal vi beskytte børnene mod. Internet har givet alt for nem adgang til de ting, sagde Mimi Jakobsen fra talerstolen i Landstingssalen.
Forældrenes ansvar
Men der var ikke meget støtte at hente fra de øvrige talere på konferencen. De fleste manede til besindighed. IT- og Forskningsminister Birte Weiss roste initiativet til konferencen, men afviste klart at lade staten agere filter.
- Jeg er kun tilhænger af filtrering, når det er noget, den enkelte kan gøre på sin pc. I offentligt regi er det noget, som de enkelte bestyrelser må tage sig af. Holdningen til, hvad der skal filtreres fra, skal ikke komme oppefra, sagde hun.
Og havde han kunnet forstå danske gloser, ville det have været søde ord i amerikanske Mike Godwins ører. Han er advokat og forfatter til bogen Cyber Rights, og er klar fortaler for så få restriktioner på Internet som muligt. Med sit humoristiske oplæg sammenlignede han Internet med telefonen.
- Diskussionen og problemet med Internet er ikke ny. Den har vi haft med alle nyskabelser. Men der var nok ingen, der holdt konferencer om telefonens indtog i familielivet.
Han mener diskussionen om gråzonerne på Internet snarere skyldes, at verden har taget nettet så hurtigt til sig.
- Jeg tror, at hele diskussionen skyldes samfundets angst for Internet. Man frygter det, som samtidig er et gode ? nemlig at det er umuligt at kontrollere, mener Mike Godwin.
Men mest overraskende var det måske, at formanden for Medierådet for Børn og Unge, Inger Høedt-Rasmussen frem for alt vil lade det være op til forældrene at styre børnenes brug af Internet. Det er Medierådet, der blandt andet fastlægger vejledende aldersgrænser på film.
- Jeg spørger mig selv, om det allermest skræmmende er, at vi mister kontrollen over vores børn. Vi ser, at der er så frygteligt ude i samfundet, og så tager vi fat på Internet. Hvorfor bruge tid og ressourcer på at udvikle effektive filtre, når børn faktisk godt ved, hvad der er godt og skidt, spurgte hun forsamlingen, og opfordrede i øvrigt til, at der blev lavet undersøgelser om børns brug af Internet, sagde formanden for Medierådet.
- Så slap vi for diskussionerne om, hvorvidt det faktisk er børnene, der downloader porno og vold.