DI: Echelon-afsløring ingen overraskelse

Dansk Industri er ikke overrasket over EU-rapport, der fastslår, at Echelon eksisterer. DI har forlængst truffet sine egne forholdsregler, men vil ikke udelukke, at danske virksomheder er blevet aflyttet. DI venter nu spændt på et udspil fra politisk side.

Af Dan Jensen

Dansk Industri er ikke overrasket over EU-rapport, der fastslår, at det amerikansk-ledede Echelon-overvågningssystem eksisterer.

- Det er ikke nogen overraskelse for os, at der findes sådan et overvågningssystem. Vi har længe haft en mistanke om, at Echelon-systemet eksisterede og er forlængst begyndt at træffe vores forholdsregler mod det, siger chefkonsulent Marianne Castenskiold fra Dansk Industri (DI) til Computerworld Online.

DI har gennem længere tid opfordret dansk erhvervsliv til at sikre sin kommunikation ved hjælp af kryptering og har desuden arbejdet for at få krypteringen frigjort fra myndighedernes kontrol, hvilket skete sidste forår. Sammen har det skulle hindre, at virksomhedernes e-mails og faxer blev opsnappet.

Skal øge krypteringen
Samme opfordring kommer Europa-Parlamentet nu med. På baggrund af rapporten vil parlamentet nemlig råde borgere og virksomheder til at øge netop brugen af kryptering af al elektronisk kommunikation.

DI mener, at man fra politisk hold har været langsom med at komme med klare meldinger om overvågningssystemet.

- Vi mener, at politikerne har været ret tilbageholdende, og nu er vi meget spændte på, hvad man vil gøre fra politisk side. Vi mener, at det vil være relevant at få en international regulering af adfærden på internettet. Det er en klar svaghed, at adfærden i dag kun er reguleret på nationalt niveau, siger Marianne Castenskiold.

Stor sikkerhed
Der har i mange år floreret spekulationer om Echelon-netværket og forud for rapporten har Europa-Parlamentets undersøgelsesudvalg systematisk gennemgået tekniske muligheder og begrænsninger, kommunikations-satellitternes antal og placering samt et hav af dokumenter.

Men selv om Echelon-netværket eksisterer, har de danske virksomheder ifølge IT-sikkerhedsrådet alle muligheder for at sikre sig mod, at efterretningstjenester eller konkurrenter aflytter deres elektroniske kommunikation.

Mange danske teleudbydere har nemlig hyldevare-programmer, der sikrer, at virksomheder kan koble sine afdelinger sammen med sikker datakommunikation, mens IT-sikkerhedsrådet tidligere har fastslået, at danske virksomheder har adgang til en bred vifte af krypteringsprodukter, der ?må forventes at opfylde ethvert tænkeligt behov,? som det hed.

Alligevel vil Marianne Castenskiold ikke udelukke, at danske virksomheder er blevet overvåget og aflyttet.

- Industrispionage har altid eksisteret, og vi har kraftigt haft på fornemmelsen, at Echelon eksisterede, alene fordi muligheden er der, og fordi der er rigtig mange penge i det, siger hun.

DI erklærer sig trods alt glad for, at der omsider bliver kastet officielt lys over overvågningssystemet.

- Når den form for systematisk aflytning bliver bevist, kan man gå til det på en helt anden måde. Så vi er glade for rapporten, siger Marianne Castenskiold.

Læs Europa-Parlamentets rapport om Echelon-netværket her

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    Immeo har pr. 16. marts 2026 ansat Honey Arora som Senior Manager. Han kommer fra en stilling som Data Product Owner hos Centrica Energy. Nyt job

    Honey Arora

    Immeo

    IFS Danmark A/S har pr. 2. marts 2026 ansat Marlene Gudman som HR Business Partner. Hun skal især beskæftige sig med HR i Danmark og Norden og lede udvalgte internationale HR-projekter. Hun kommer fra en stilling som Nordic Lead HR Business Partner hos Salesforce. Hun har tidligere beskæftiget sig med international HR med fokus på udvikling af og udfordringer i HR ud fra et forretningsperspektiv. Nyt job

    Marlene Gudman

    IFS Danmark A/S

    Guardsix har pr. 1. april 2026 ansat Annbritt Andersen som Global Chief Revenue Officer (CRO). Hun skal især beskæftige sig med at geare organisationen til en markant skalering i Europa. Hun har tidligere beskæftiget sig med globale kommercielle strategier for nogle af branchens allerstørste spillere, herunder Microsoft. Nyt job
    Alexander Hoffmann, SVP, Technology & IT hos GlobalConnect, er pr. 1. maj 2026 forfremmet til EVP, Tech, IT & Security. Han skal fremover især beskæftige sig med at lede den fortsatte udvikling af en mere integreret og software-drevet infrastrukturplatform. Forfremmelse

    Alexander Hoffmann

    GlobalConnect