Lang tids debat om stråling fra mobiltelefoner og forskeres debat om, hvorvidt strålerne kan være en medvirkende årsag til kræft i hjernen, får nu flere af de store mobilproducenter til at skride til handling. Nokia, Motorola og Ericsson vil alle senere på året inkludere mobiltelefonens strålingsværdi ved nye telefoner. Det skriver Reuters.
De tre producenter, der er henholdsvis størst, næststørst og fjerdestørst på mobilområdet, tager initiativ til at offentliggøre de såkaldte SAR-værdier (Specifik Absorption Rate) som svar på den kritik, flere forbrugerorganisationer er kommet med de seneste måneder. Forbrugerne har reageret på mistanke om, at strålingen fra mobiltelefoner kan påvirke hjernen. Blandt andet har det været nævnt, at telefonerne kan fremkalde kræft i hjernen. Hidtil har undersøgelser dog ikke givet noget bevis.
Mobilproducenterne ønsker ikke at mærke selve telefonerne med SAR-værdien, og der bliver heller ikke tale om nogen advarsel. I stedet bliver værdien vedlagt telefonen, eventuelt i manualen, oplyser en talsmand fra Nokia.
Fra oktober vil værdierne blive vedlagt nye produkter.