Af Kim Elmose
- Jeg er fascineret af at skabe og opbygge en virksomhed, så den måske bliver en succes. At gøre det er lidt som Baron von Münchhausen, der trak sig selv op af en sump ved at hive i støvlerne. Det er at trodse tyngdekraften, og det vil jeg gerne prøve igen.
Det siger medstifteren af IT-sikkerhedsfirmaet Vigilante ? tidligere Neupart & Munkedal ? Ulf Munkedal til Computerworld Online. I et brev til venner og forretningsforbindelser i går oplyste han nemlig, at efter præcis fire år i Vigilante forlader han selskabet for at give sig i kast med nye udfordringer i erhvervslivet. Han vil dog fortsat være næstformand i Vigilante?s bestyrelse.
Ulf Munkedal stiler mod at blive involveret i at opbygge en ny teknologivirksomhed ? enten ved selv at starte den fra bunden af eller ved at gå ind i en nystiftet virksomhed. Men indtil han når dertil, vil han rådgive unge iværksættere og nyetablerede IT-virksomheder.
- Jeg kan bidrage med min erfaring fra at starte virksomhed op og gå ud internationalt med et produkt. Det har jeg fra Vigilante, der har kontorer i syv lande, og fra Capacity Software, hvor jeg var før Vigilante, og som også var internationale. Det er tit her, at danskerne er lidt bagud. Vi er gode teknikere, men ikke vant til at gå ud og sælge vores produkt. Den gode idé sælger ikke sig selv ? det kommercielle og det teknologiske skal gå mere hånd i hånd, forklarer han og tilføjer:
- Tag nu Finn Helmer, der solgte Giga til Intel for ti milliarder kroner. Det var næppe sket, hvis ikke han var en af de bedste sælgere, vi nogensinde har set.
Vigilante har selv formået at få sine produkter ud på det internationale marked, og den erfaring vil Ulf Munkedal gerne formidle videre til iværksætterne. Desuden har han et stort personligt netværk af forretningsforbindelser, som kan være selskaberne til hjælp i opstarten.
Gerne mere trådløst og underholdning
Ud over hans hjemmevante område, IT-sikkerhed, er Ulf Munkedal interesseret i det trådløse og underholdning. Trådløs fordi der er behov for en mængde ny programmer, der kan gøre livet lettere for brugerne ? og underholdning, fordi han forventer, at folk i fremtiden vil få mere fritid og dermed vil efterspørge mere adspredelse.
I løbet af tre måneder har han set 15 ? 20 projekter igennem og har udvalgt to opstartsvirksomheder, som han rådgiver. Der er tale om små virksomheder med få ansatte ? og begge virksomheder arbejder med trådløs IT. Derudover arbejder han med tre virksomheder, der er ved at blive etablerede ? to af dem inden for trådløs og den tredje inden for IT-sikkerhed.
Sideløbende med det arbejder Ulf Munkedal med et par grupper af folk med etablering af to teknologi-virksomheder eller måske en. Det vil tiden vise, siger han. Men han kan ikke sige noget nærmere om, hvad virksomhederne skal beskæftige sig med.
- Men det kan også være, at jeg køber mig ind i det ene af de to små opstartsvirksomheder, som jeg rådgiver. Det kommer an på, om jeg tænder på deres idé og produkt. Under alle omstændigheder kan jeg godt lide anarkiet og det vilde miljø i en opstartsvirksomhed. Det med at være den frække unge, der kravler to meter op i træet med hovedet nedad, forklarer han og tilføjer:
- Jeg ved, at jeg er god til at bringe virksomheden frem til næste stadie og give det videre til andre. Det med at sidde som administrerende direktør i 15 år, det har jeg ikke lyst til nu. Måske om 20 år. Hvem ved, slutter Ulf Munkedal, på vej tilbage i iværksættertøjet.