Mens store dele af IT-branchen gisper efter vejret, triller kronerne den rigtige vej ind i kasseapparatet hos børsnoterede Navision, der mandag kunne præsentere sit første årsregnskab efter fusionen med Damgaard i december sidste år. Regnskabet blev positivt modtaget af såvel analytikere som markedet som helhed.
Omsætningen voksede sidste år med 18 procent til 1,5 milliarder kroner, og driftsresultatet endte på 229 millioner kroner eller det samme som 15,3 procent af omsætningen. Navision-aktien på Københavns Fondsbørs steg umiddelbart efter nyheden om regnskabet med 12 procent til kurs 190. Mandag middag toppede kursen i 195, men faldt i løbet af eftermiddagen til 180.
Venter fortsat vækst
Det kommende år forventer Navision en omsætningsvækst på 18 procent, mens driftsresultatet ventes at ende på den pæne side af 300 millioner kroner, fremgår det af en meddelelse til Københavns Fondsbørs mandag. Selskabets overordnede målsætning er at blive førende i verden indenfor integrerede virksomhedsløsninger, og den målsætning er stadig intakt, selvom selskabet flere steder i regnskabet tager forbehold overfor risici, der kan få indflydelse på selskabets udvikling.
Selvom Navision leverer et plus på adskillige millioner kroner på bundlinien, er det vanskeligt at få øje på de helt store jubel ytringer i årsregnskabsmeddelelsen. Administrerende direktør Jesper Balser selv vil heller ikke citeres for, at han er tilfreds. Til gengæld er han stolt af sine medarbejdere efter et hårdt år med både fusion og svære markedsvilkår.
- Nu skal man jo passe på med at rose sig selv. Vi har haft meget at tænke på for at få fusionen til at lykkes, og i den forbindelse kunne man godt have frygtet, at vi blev for navlebeskuende og glemte forretningen, hvilket ikke er sket. Hvis man samtidig tager situationen i branchen i betragtning, er jeg stolt af mine medarbejdere, siger Jesper Balser.
Han mener ikke, at det er urealistisk, at Navision kan fortsætte vækstraten på 18 procent det næste år og tror på, at selskabets indtjening vil følge med og forbedres markant. Dermed er ambitionen om at være nummer et i verden inden for rækkevidde.
- Forhåbentlig tager det ikke så mange år, men det kommer selvfølgelig også an på, hvad vore konkurrenter gør. Hvis de slår sig sammen, så får det en betydning for os, siger han.
Positive analytikere
Hos Jyske Bank er aktieanalytiker Robert Jacobsen positivt overrasket over regnskabet:
- Jeg forstår ikke, hvis Jesper Balser ikke er tilfreds. Overordnet set synes jeg, at 4. kvartal var ganske fornuftigt med omkring ti procent over, hvad vi havde ventet. Hvis man sammenholder det med selskabets oplysninger om, at det nye regnskabsår er kommet i gang som planlagt, så ser det godt ud med hensyn til fremtiden, siger Robert Jacobsen.
Det eneste kritisable, han kan finde, er, at selskabets tilgodehavender er øget til 493 millioner kroner fra 290 millioner sidste år. Stigningen tilskrives krisen i branchen, som har gjort det vanskeligt for samarbejdspartnerne at betale til den aftalte tid.
Navision opnåede sidste år et driftsresultat på 127 millioner kroner ud af en samlet omsætning på 1,2 milliarder kroner. Efter skat havde selskabet, der på det tidspunkt stadig hed Navision og Damgaard, et overskud på 65 millioner kroner.
Navision omfattede pr. 30. juni i år 2.221 Navision Solution Centre og forhandlere, og selskabet havde i alt knap 128.000 kunder verden over. Medregnet årets resultat er egenkapitalen nu oppe på godt én milliard kroner. Selskabet har 1100 medarbejdere i ind- og udland.
Følg Navisions aktie her.