Statsminister Poul Nyrup Rasmussen har netop udskrevet folketingsvalg. Valget til Folketinget finder sted tirsdag 20. november - samme dag, hvor der er kommunal- og amtsrådsvalg.
Statsministeren udskrev valget ved et ekstra-ordinært pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet i København i dag onsdag middag.
Et af valgkampens store temaer vil ifølge statsministerens tale i Spejlsalen angiveligt blive kampen mod terrorisme.
Således fremlagde justitsminister Frank Jensen (S) i går en række lovforslag mod terrorisme, hvor politiet blandt andet skal have øget adgang til elektronisk overvågning og registrering af mistænktes kommunikation via internet og mobiltelefoni.
Regeringen træder ikke tilbage i forbindelse med valgets udskrivelse. Det er første gang, at der er valg til folketing, amtsråd og kommunalbestyrelser samtidigt.