Gennem de sidste måneder er mange virksomheder blevet kontaktet med henblik på at købe ?internet keywords?. Keywords bliver markedsført som ?bedre web-adresser?, samt ?et værktøj til at forøge synligheden og salgs-potentialet ved at være online?.
Lad det være sagt med det samme: Konceptet omkring internet keywords er smart. Problemet er, hvorledes det udnyttes kommercielt, og hvordan kunder lokkes til at købe et keyword, der ikke nødvendigvis fungerer efter hensigten.
Problemet bliver ikke mindre af, at journalister fra diverse computer blade/aviser (ingen nævnt ? ingen glemt) ukritisk tager en pressemeddelelse, pynter den med et par tillægsord og publicerer den som en artikel. Hvor er den kritiske fagpresse, når der er brug for den?
Keywords begrænsninger
På Computerworld Online kunne man d. 23. november 2001 læse et indlæg fra advokatfuldmægtig Kasper Heine, hvor han f.eks. oplyser, at hvis et firma ønsker at registrere 20 varemærker i 20 lande, koster det 160.000,- om året.
Umiddelbart en høj pris at betale for et produkt, der ikke holder, hvad det lover. RealNames kan nemlig ikke garantere, at keywords fungerer efter hensigten, og at kunderne får, hvad de betaler for.
Tag f.eks. Coca-Cola. De har registreret en masse keywords i en masse forskellige lande. Hensigten er, at det ikke skal være nødvendigt for brugerne at huske hele adressen til deres hjemmeside, men at de blot skal taste ?coca cola? i Microsoft Internet Explorers adressefelt. Prøv at starte din Explorer og tast ?Coca Cola?. Du havner sansynligvis på adressen http://www.coca-cola.dk/.
Og her er problemet: Sidder du i Danmark med en engelsk version af Explorer, skal default language (Tools/Internet Options/Languages) være sat til engelsk, for at Windows Update fungerer. Internet keywords benytter den samme setting til at lede efter registrerede keywords. Prøv at ændre din setting til engelsk, og indtast igen ?Coca Cola? i adressefeltet. Nu havner du i stedet på http://www.coca-cola.co.uk/.
Prøv så at taste keyword ?coke?. Er dit default sprog engelsk, havner du igen på Coca Cola?s hjemmeside. Sidder du derimod med en dansk version, havner du i stedet på http://search.msn.dk, hvor det første hit er ?Sundhedsstyrelsens information om forskellige typer narkotika?.
Coca Cola har altså valgt at registrere ?coke? som et keyword i England, men ikke i Danmark.
Hvordan virker det?
Når du indtaster ?Coca Cola? i din browsers adresse, har du reelt indtastet en ulovlig internet adresse. Explorer sender i denne situation din forespørgsel videre til Microsoft Network (keyword: MSN), hvor den først undersøger, om det indtastede (eller dele deraf) er registreret som keyword. Er dette tilfældet, ledes du videre til den registrerede adresse, ellers søges der efter de indtastede ord.
En dejlig funktion, hvis ikke det var fordi, resultatet af din søgning igen er afhængig af, om nogen har betalt for en høj placering på søgemaskinen. Skriver du flere ord i adressefeltet, vil den virksomhed, der har registreret bare ?et? af ordene, få en bedre placering på søgeresultatet, end dem der ikke har købt keywords.
Keywords skræmmende fremtidsaspekter.
Forestil dig, at keywords bliver en succes med det nuværende setup. Keywords er nemme at bruge og nemme at huske. Hvis tilpas mange virksomheder køber keywords, kan det ikke undgå at blive en succes. Når succesen er hjemme, vil det være RealNames og Microsoft, der ejer adressen til virksomhedens hjemmeside. De kan hæve prisen, som de vil (som om den ikke var høj nok), og virksomheden vil være mere eller mindre tvunget til at betale, hvis ikke den vil miste, hvad der retteligen er dens eget. Husk: Når du køber et keyword, betaler du pr. år.
Konklusion:
- Keywords registreres pr. land, men funktionen kan ikke detektere, hvilket land en browser befinder sig i, blot hvilket standard sprog browseren er sat til.
- Keywords er intet andet end en simpel overbygning til en Microsoft ejet søgemaskine,
MSN?s søgemaskiner.
- Resultatet fra søgninger på MSN er afhængigt af, hvem der betaler og ikke af indhold.
- Køber du et keyword, risikerer du at betale en høj pris for dit eget varemærke
- Undlad at købe keywords og benyt i stedet søgemaskiner, der er ærlige om, hvad der er afgørende for resultatet af din søgning.
Søren Troensegaard er IT-manager i en større dansk virksomhed