Ansatte i oprør mod konkurs-direktør

Internet-iværksætteren Rasmus Refer er krakket igen. Denne gang er det hans egne ansatte i internetselskabet Orbis Danmark, der har begæret ham konkurs. De mener sig snydt for store beløb i løn og feriepenge.

Administrativt rod, forsinkede lønninger og ubetalte regninger truer igen med at begrave internet-iværksætteren og bladmanden Rasmus Refer under et bjerg af gældsposter.

Refer, der trods sine kun 32 år allerede har en stribe millionkonkurser på bagen, har senest markeret sig i offentligheden med sit nye firma Atriax Danmark, hvor han forsøger at udleje flere tusind domænenavne til overpris via internettet.

Orbis under konkurs

Atriax Danmark er så vidt vides endnu ikke i krise, men det er derimod et andet af hans selskaber, Orbis Danmark ApS.

Selskabet blev onsdag taget under konkursbehandling af skifteretten i København på anmodning fra tidligere ansatte, der tilsammen mener sig snydt for flere hundrede tusinde kroner i løn og feriepenge.

Orbis Danmark er selskabet bag internetsiden Orbis.dk, der er en søgemaskine udviklet af Orbis Danmarks moderselskab Commercial Net Media. Commercial Net Media eller CNM, som det også hedder, er ejet af Rasmus Refers kone Jane Refer.

Rasmus Refer er i forbindelse med den seneste konkursbegæring flere gange personligt troppet op i skifteretten i et desperat forsøg på at forhindre den truende konkurs.

Anklager om dokumentfalsk

I første omgang lykkedes det ham at få beslutningen udsat. Dels ved at hævde, at Orbis Danmark har rigeligt med penge til at betale de lønninger og feriepenge, der mangler, og dels ved at beskylde en ansat for at have underskrevet sin egen kontrakt i Refers navn - hvilket i givet fald ville være dokumentfalsk.

Da retten herefter skriftligt bad Refer om at redegøre for sin sag, hørte man ikke mere fra ham.

Afgørelsen om at erklære Orbis Danmark konkurs mødes med tilfredshed af advokat Steen Ternstrøm, der repræsenterer selskabets tidligere afdelingsleder i Odense, Allan Petersen.

- Jeg er meget tilfreds. Han var ikke i stand til at betale, så det var det eneste rigtige, siger Steen Ternstrøm.

- Et firma kan ikke leve med at betale lønningerne for sent. De ansatte og kontakten til kunderne udgør jo hele firmaets aktiv, så det første, man betaler, er selvfølgelig lønnen, siger han.

Glad sekretær

Også Rasmus Refers tidligere sekretær og afdelingsleder i København, Lisbeth Neergaard, er i godt humør efter meddelelsen om, at skifteretten har taget Orbis Danmark under konkursbehandling.

- Jeg blev så glad. Nu er der udsigt til, at jeg kan få mine penge, siger Lisbeth Neergaard, der har været repræsenteret af en advokat fra Ledernes Hovedorganisation i retten.

Orbis Danmark skal nu gennemtrevles af en advokat udpeget af skifteretten for at finde ud af, hvor mange penge selskabet har at gøre godt med, og hvor stor gælden er.

Som tidligere beskrevet her på sitet er det langt fra en situation, der er ukendt for Rasmus Refer. I efteråret gik et andet Refer-selskab - Scandinavian Media Group - konkurs med en gæld på to millioner kroner.

Refers fallitboer

Andre fallerede Refer-selskaber er MDB Publications, MDB Communications og MDB Holding for blot at nævne nogle stykker. I alt er der krav for godt 17 millioner kroner mod konkursboerne.

Sagens hovedperson havde her til formiddag ikke tid til at give sin version af Orbis Danmarks konkurs.

- Ring til mig ved 17-tiden. Jeg har ikke tid til at kommentere det nu, da jeg har to vigtige møder, sagde en travl Rasmus Refer, da vi kontaktede ham på hans mobiltelefon.

Event: Cyber Security Festival 2026

Sikkerhed | København

Mød Danmarks skrappeste it-sikkerhedseksperter og bliv klar til at planlægge og eksekvere en operationel og effektiv cybersikkerhedsstrategi, når vi åbner dørene for +1.700 it-professionelle. Du kan glæde dig til oplæg fra mere end 70 talere og møde mere end 50 leverandører over to dage.

18 & 19 november 2026 | Gratis deltagelse

Navnenyt fra it-Danmark

Netip A/S har pr. 1. maj 2026 ansat Steffen Bendix Søjberg som Systemkonsulent ved netIP's kontor i Rødekro. Han kommer fra en stilling som Systemadministr,og har været i branchen i mange år. Nyt job
Sharp Consumer Electronics har pr. 1. april 2026 ansat Daniel Eriksson som salgsdirektør for de nordiske lande. Han skal især beskæftige sig med at accelerere virksomhedens vækst i Norden. Han kommer fra en stilling som nordisk salgsdirektør hos Hisense. Han har tidligere beskæftiget sig med detailhandel, kommerciel strategi og markedsudvidelser med bemærkelsesværdige resultater til følge. Nyt job

Daniel Eriksson

Sharp Consumer Electronics

Mohamed El Haddaoui, er pr. 7. april 2026 ansat hos Dafolo A/S som IT-systemudvikler. Han skal især beskæftige sig med udviklingsopgaver relateret til Brugerklubben SBSYS. Han er nyuddannet datamatiker og har erfaring med udvikling af REST API'er og integreret databaser. Nyt job

Mohamed El Haddaoui

Dafolo A/S

Pinksky ApS har pr. 1. maj 2026 ansat Jeppe Spanggaard, 29 år,  som Rådgivende konsulent, Partner. Han skal især beskæftige sig med Digitalisering med Microsoft-platformen. Han kommer fra en stilling som Microsoft 365 & SharePoint Specialist hos Evobis ApS. Nyt job

Jeppe Spanggaard

Pinksky ApS