Artikel top billede

(Foto: Dima Solomin/Unsplash)

Meta drejer nøglen om på sin mangeårige Teams-udfordrer Workplace: Vil slette al data og slukke systemet

Meta kaster håndklædet i ringen for sin Facebook-baserede Teams-udfordrer, Workplace.

Meta er på vej til at lægge sin Facebook-baserede samarbejdsplatform Workplace i graven.

Det kommer til at ske med udgangen af august 2025, hvor Meta vil lukke og slukke for løsningen, der blev lanceret i 2016 under navnet Facebook Work.

Ifølge The Verge bliver Workplace fra 1. september 2025 og frem til 1. juni 2026 det, som selskabet kalder for ‘read- and export only.’

Det betyder, at eksisterende indhold vil kunne tilgåes, men at man ikke på anden måde vil kunne anvende løsningen.

1. juni 2026 bliver hele Workplace inklusive al data slettet, meddeler Meta.

Frem til da vil Meta hjælpe brugerne med at flytte data og det hele over på den Zoom-ejede løsning Workvivo.

Ifølge TechCrunch er Workplace faldet noget bag af dansen i den seneste tid, hvor udviklings-hastigheden er faldet markant.

Årsagen er ikke mindst, at den globale arbejdsstyrke i stort omfang er vendt tilbage til kontorerne efter, at corona-pandemien har lagt sig.

Det skabte trange vilkår på et ret tæt-befolket marked med mange løsninger, hvor det i dag ser ud til, at de store løsninger som Google Workspace, Microsoft Teams og Zoom har overtaget.