Artikel top billede

Film: Andy Serkis vender tilbage som Gollum 

I 2026 blænder biograferne endnu engang op for de episke fortællinger fra Midgård, men denne gang fortælles historien fra lumske Gollums perspektiv. 

Siden Tolkiens “The Hobbit” udkom i 1937, har eventyrglade læsere vendt øjnene mod Midgård og dens elvere, mennesker, orker, hobbitter og andre forunderlige væsener.

Hans værker har i den grad påvirket den moderne fantasy-genre, og det er ikke for meget at betegne den britiske forfatter som fantasygenrens gudfar.

Flere af Tolkiens værker er som bekendt filmatiseret. Over dem alle rager stadig Peter Jacksons trilogi Lord of the Rings, mens særligt Amazons mere ujævne – og indtil videre ret kedsommelige – serie The Rings of Power har delt vandene noget mere.

Men nu er endnu et projekt er på vej.

“The Lord of the Rings: The Hunt for Gollum” har den ikoniske snydepels Gollum i fokus og vil – modsat de tidligere film – se tingene ud fra Gollums eget perspektiv.

Filmen drejer sig om den periode, hvor Gandalf, Aragorn og Sauron alle leder efter Gollum, der besidder vigtige informationer om Herskerringen.

Tidsmæssigt vil filmen sandsynligvis finde sted et eller andet sted i omegnen af eller før The Fellowship of the Ring.

Andy Serkins, der som bekendt også spillede Gollum i “The Hobbit” og “The Lord of the Rings” vender tilbage i sin glansrolle rollen som den lille luskede fyr – og vil yderlige overtage roret som instruktør.

Han vil blandt andet få selskab af Peter Jackson, der denne gang skal agere producer.

Om vi får genbesøg af dansk-amerikanske Viggo Mortensen som Aragorn og Ian McKellen som Gandalf, er endnu ikke sikkert.

Men indtil der kommer mere information, kunne man jo give sig i kast med at høre de fuldkommen fantastiske audioudgaver af bøgerne ”The Hobbit” og “The Lord of the Rings”, som netop Andy Serkis har lagt stemme til. De findes på flere forskellige platforme.

”The Lord of the Rings: The Hunt for Gollum” får premiere i 2026.