Artikel top billede

Harry Potter sætter nye standarder for lydbøger med flere end 100 skuespillere

Amazons lydbogstjeneste Audible er på vej med en ny version af de elskede Potter-bøger med fuld besætning af skuespillere, musik og lydeffekter

Der bliver i stigende grad lyttet til bøger verden over – men der er meget stor forskel på, hvor meget der er investeret i den oplevelse, der rammer vores ører.

Bøgerne kan være indtalt i en fart af mere eller mindre dygtige oplæsere. Eller der kan være kastet rigtige menneskepenge efter lydkvalitet i top, effekter og stemningsmusik samt og indlæsning ved verdenskendte, højtbetalte skuespillere eller måske endda forfatteren selv.

Og så er der dem, der kaster sig ud i de helt store produktioner med en udvalgt besætning af professionelle skuespillere, der opfører hovedpersonernes replikker.

Nu sætter Harry Potter-universet tilsyneladende nye standarder med en markant opgradering, når Amazons Audible sammen med Pottermore Publishing bringer de syv bøger til live med et ekstra skud vitaminer.

Producenterne lover et lyddesign af høj kvalitet i Dolby Atmos, underlægningsmusik, en fuld besætning bestående af over 100 skuespillere og lydoptagelser fra den virkelige verden.

Der er dog endnu ikke sat navne på de mange skuespillere.

Audible ved i forvejen, hvor godt salg der er i de populære Harry Potter-bøgerne som almindelige lydbøger.

Siden lanceringen på Audible i 2015 er der således blevet lyttet til 1,4 milliarder timers Harry Potter – og det har nok heller ikke skadet populariteten, at indlæseren er den altid eminente Stephen Fry.

De nye versioner af Harry Potter-bøgerne vil blive udgivet i rækkefølge fra 2025.

Hvis du inden da vil opleve en lydbog med en stor besætning af 20 professionelle skuespillere, så kan 10-års jubilæumsversion af Neil Gaimans fremragende American Gods med fordel prøves af.

Den ligger også på blandt andet den danske lydbogstjeneste Mofibo, hvis man tilfældigvis har abonnement på dén.