Ny dansk "Wikipedia" fra Gyldendal

Opdateret: Gyldendal lægger hele sit leksikon gratis på nettet til foråret. Opslagsværket skal fortsætte med at vokse via frivillige "eksperter" på bedste Wikipedia-stil. Registrer dig som "ekspert" i dag.

25 eksemplarer af Den Store Danske Encyklopædi.

Så få eksemplarer af det traditionsrige opslagsværk har Gyldendal tilbage på hylden. Og der bliver med stor sandsynlighed aldrig trykt en ny encyklopædi. I fremtiden skal det danske leksikon kun leve på nettet.

Til februar bliver Gyldendals leksikon på nettet relanceret i en ny indpakning og med en helt ny filosofi.

Navnet bliver "Den Store Danske - Gyldendals åbne encyklopædi".

Når det til foråret bliver muligt at bladre i encyklopædien på nettet, så er der gratis adgang til hele molevitten: cirka 160.000 artikler. Gyldendal vil finansiere den frie adgang via annoncer.

»Encyklopædien har jo ligget på nettet i nogle år, men den betalingsmur, som ligger rundt om den, betyder, at vi har ødelagt vores muligheder for at optræde i Google. Når danskerne har ledt efter information, så har de ikke fundet vores 160.000 artikler, og så bruger de jo bare alle mulige andre værkstøj,« siger Lars Boesgaard, der er direktør i Gyldendal Fakta.

Han understreger, at ambitionen er, at Gyldendal vil være det første sted danskerne leder efter viden på nettet.

Men åbenheden stopper ikke her. Gyldendal vil også tillade brugerne at blive medforfattere. Forlaget vil drage nytte af sine brugeres viden og lade dem være med til at holde encyklopædien opdateret - præcis som det er kendt fra Wikipedia eller Googles efternøler Knol.

Alle brugere vil kunne bidrage med nye artikler eller redigere, forny og forandre det eksisterende materiale og publicere det direkte på nettet. Det vil dog være muligt at se samtlige versioner af en artikel.

Gyldendal opfordrer allerede nu, at man tilmelder sig som "fagekspert", hvis man mener, at man har specifik viden inden for et område. For eksempel Japan, jernbaner eller jødisk kunst.
"Eksperter" kan tilmelde sig http://www.denstoredanske.dk/" target="blank">her.

Alle ændringer bliver gennemlæst af leksikonredaktionen og eksterne fageksperter. Men "forfatterne" får deres navn påført artiklen.

Ifølge Lars Boesgaard er det for dyrt og langsomt at vedligeholde et opslagsværk på den traditionelle facon med en lukket redaktionsgruppe.

»Normalt hører vi jo ikke fra læsere, hvis de laver forgæves opslag eller finder fejl. På den her måde har vi mulighed for at få dem i tale.«

Pas nu på

Professor Jørn Lund er direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og var i mange år styrmand for den danske encyklopædi. Han glæder sig over det nye netbaserede opslagsværk. Men visse forbehold.

For ifølge Jørn Lund kommer man til at gå på kompromis med kvaliteten, hvis det er en begrænset redaktion, der skal tjekke og verificere brugernes indtastninger.

»Hvis der er en redaktion på fem til seks personer, så kan de jo ikke have den nødvendige spidskompetance. Da jeg sad med encyklopædien havde vi 4-500 konsulenter tilknyttet, som vi kunne trække på, og jeg tror ikke, at man kan klare sig med meget mindre end det halve,« siger Jørn Lund.

»Men jeg er glad for, at alt den information også kommer ud til folk, der ikke nødvendigvis har 18.000 kroner. Det er jo nødvendigt, hvis det her informationssamfund skal udvikle sig til et vidensamfund,« siger sprogselskabets direktør.

Ifølge Jørn Lund har man lavet den samme beslutning for det store norske opslagsværk for nogle år siden. Alligevel valgte man at udgive en trykt udgave efter nogle år med en webbaseret platform.

Indtil videre er der ingen planer om at fjerne betalingen fra Gyldendals røde ordbøger, der også bevæger sig ud på nettet i øjeblikket.

Det seneste værk af encyklopædien med 22 bind blev færdiggjort i 2002 og er solgt i cirka 35.000 eksemplarer. Hele værket kan erhverves for mellem 10.000 og 30.000 kroner.

Læses lige nu

    Annonceindlæg fra SoftwareOne

    Glem hypen: Her er tre steder hvor AI allerede leverer

    Ifølge SoftwareOne ligger de reelle AI-gevinster gemt i områder af central betydning for forretningen.

    Navnenyt fra it-Danmark

    Tanja Schmidt Larsen, Director, Legal & Compliance hos Sentia A/S, er pr. 1. december 2025 forfremmet til Chief Operations Officer (COO). Hun skal fremover især beskæftige sig med synergi mellem kommercielle og tekniske processer samt sikre en sammenhængende kunderejse og fortsat driftsstabilitet. Forfremmelse
    Norriq Danmark A/S har pr. 1. september 2025 ansat Søren Vindfelt Røn som Data & AI Consultant. Han skal især beskæftige sig med at effektivisere, planlægge og implementere innovative, digitale løsninger for Norriqs kunder. Han kommer fra en stilling som Co-founder & CMO hos DrinkSaver. Han er uddannet Masters of science på Københavns IT-Universitet. Nyt job

    Søren Vindfelt Røn

    Norriq Danmark A/S

    Danske Spil har pr. 1. oktober 2025 ansat Jesper Krogh Heitmann som Brand Manager for Oddset. Han skal især beskæftige sig med at udvikle og drive brandets strategi og sikre en rød tråd på tværs af alle platforme og aktiviteter. Han kommer fra en stilling som Marketing & Communications Manager hos Intellishore. Nyt job

    Jesper Krogh Heitmann

    Danske Spil

    Sentia har pr. 1. oktober 2025 ansat Morten Jørgensen som Chief Commercial Officer. Han skal især beskæftige sig med udbygning af Sentias markedsposition og forretningsområder med det overordnede ansvar for den kommercielle organisation. Han kommer fra en stilling som Forretningsdirektør hos Emagine. Nyt job