Videnskabsminister Helge Sander (V) har udpeget Torben Klein, der er direktør i Akademiet for de Tekniske Videnskaber, som ny bestyrelsesformand for Teknologirådet.
Torben Klein afløser rektor på RUC, Henrik Toft Jensen, der har været formand for rådet i to perioder og derfor ikke kunne genvælges.
Der er desuden blevet udpeget en række nye medlemmer af bestyrelsen for Teknologirådet.
Helge Sander har selv udpeget den tidligere folketingsmand Peter Duetoft (CD), direktør for IT-højskolen Mads Tofte og lektor Ulla Diderichsen, Herning.
Desuden er følgende blevet udpeget for en tre-årig periode efter indstilling fra forskellige myndigheder og organisationer:
Forskningschef i Novozymes, Lene Lange, chefkonsulent i KL, Helene Sneftrup Jensen, afdelingschef i IBM, Søren Duus Østergaard, forbundssekretær i FOA, Lisa Dahl Christensen, faglig sekretær i FTF, Ole Stilund Jeppesen og generalsekretær i Folkehøjskolernes Forening, Kim Hjerrild.