Sådan vil Facebook revolutionere server-rummet

Facebook har udviklet fremtidens server-arkitektur sammen med Intel. Det skal gøre it-driften lettere og billigere.

Artikel top billede

Facebook kom med en stor nyhed i sidste uge. Det handler ikke om den nye søgefunktion, som det sociale netværk præsenterede tirsdag med stor fanfare. Den anden nyhed har ikke fået så meget omtale, men den kan have endnu større konsekvenser på lang sigt.

I modsætning til andre internet-giganter som Google og Amazon har Facebook valgt at dele sine server-byggeplaner med resten af verden i det såkaldte Open Compute Project. Det startede tilbage i 2011.

Den fjerde Open Compute Summit med overskriften "Breaking up the monolith" blev afholdt sidste uge i Santa Clara og her kunne Facebook, Intel og andre deltagere vise det, der bliver betegnet som fremtidens server-arkitektur.

Nyt hybrid-bundkort

Facebook præsenterede et nyt bundkort-design kaldet "Group Hug", hvor det er muligt at kombinere processorer fra forskellige producenter på det samme kort. Det fungerer også, selvom processorerne ikke har den samme arkitektur. Der er ti indstikpladser til SOC'er (System on a Chip) på kortet.

Frank Frankowsky, der er ansvarlig for hardwaredesign hos Facebook, viste et bundkort, der er udstyret med fem Intel-processorer og fem ARM-processorer fra Applied Micro. Både AMD og Calxeda vil også understøtte Group Hug.

Det nye koncept betyder, at det bliver lettere at udskifte enkelte processorer uden at skulle pille ved andre komponenter som hukommelse, netværkskort og storage.

Målet for Facebook er, at de enkelte komponenter i serveren skal separeres.

Sidste år kom Open Rack, hvor strømforsyningen bliver flyttet ud af serveren og håndteres gennem såkaldte Bus Bars. Det er strømførende skinner, der forsyner den enkelte server med 12 volt.

Open Rack er en frit tilgængelig specifikation, som alle kan bruge. Facebook arbejder også på Open Vault Storage, der definerer designet for en storage-server, som passer ind i Open Rack.

Intel er klar med ny optisk teknologi

I det nye design skal processorer, strømforsyning, netværk og storage håndteres selvstændigt. De ligger ikke længere i samme server, men kan tildeles dynamisk til enkelte servere for at optimere udnyttelsen.

Men der er ét afgørende problem. Forbindelsen mellem de spredte komponenter har været for langsom indtil nu. Båndbredden skal være den samme, som hvis komponenterne sad i samme server.

Nu har Intel leveret den manglende brik i puslespillet. På sidste uges Open Compute Summit kunne Intel annoncere en ny silicon-photonics-teknologi, hvor de enkelte komponenter i et rack kan forbindes med tynde optiske kabler. Her kommer båndbredden op på 100 gigabit i sekundet og latenstiderne skulle være meget lave.

Samtidig bruges billige silicium-chips i stedet for dyre optiske komponenter og strømforbruget skulle være halveret i forhold til elektriske kobber-kabler. Intel fortæller at teknologien har været under udvikling i 20 år, men den er først klar til markedet nu.

Det primære formål med Open Compute Project er at skabe billig teknologi til Facebooks egne gigantiske datacentre, men samtidig håber man, at andre virksomheder og organisationer også vil benytte teknologien.

Facebook bygger i øjeblikket et nyt stort datacenter i nordsvenske Luleå, der skal håndtere en stor del af datatrafikken fra verdens mere end én milliard Facebook-brugere.

Event: Årets CIO 2026

Andre events | Kongens Lyngby

Vi samler Danmarks stærkeste digitale ledere til en dag med viden og visioner. Årets CIO 2026 fejrer 21 års jubilæum, og NEXT CIO sætter spotlight på næste generation. Deltag og bliv inspireret til at forme fremtidens strategi og eksekvering.

4 juni 2026 | Gratis deltagelse

Navnenyt fra it-Danmark

Lector ApS har pr. 2. februar 2026 ansat Jacob Pontoppidan som Sales Executive i Lectors TeamShare gruppe. Jacob skal især beskæftige sig med vækst af TeamShare med fokus på kommerciel skalering, mersalg og en stærk go to market eksekvering. Jacob har tidligere beskæftiget sig med salg og forretningsudvikling i internationale SaaS virksomheder. Nyt job

Jacob Pontoppidan

Lector ApS

Immeo har pr. 1. februar 2026 ansat Claes Justesen som Principal. Han kommer fra en stilling som Director hos Valtech. Nyt job
Immeo har pr. 1. marts 2026 ansat Theo Lyngaa Hansen som Consultant. Han kommer fra en stilling som Data Manager hos IDA. Han er uddannet i Business Administration & Data Science. Nyt job